Hybenmarmelade med æbler, citron og vanille

Nyd naturens skatkammer forklædt som ultralækker marmelade!

Vi er så heldige, at vi bor tæt på stranden, hvor hybenroser i hobetal holder til. Mens mange anser dem som invasive og lidt af en plage, elsker vi den velduftende rose, der i sensommeren med sine bær forkæler os med den skønneste marmelade.

Jovist – de kræver lidt tålmodighed, hybenbærrene; mens plukningen af dem kan klares på en rask gåtur ved kysten, er rensningen et kapitel for sig. Vi har hørt forskellige tricks til, hvordan man lettest kan skille kerner fra bær – nogle halverer dem og fryser dem, andre koger dem og sier dem osv., men vi holder os altså til den helt manuelle metode, hvor vi halverer dem og med en ske skraber kernerne ud.

Når først man har fået lidt rutine i det, går det faktisk ganske kvikt – og udfører man arbejdet sammen med andre, kan det ligefrem gå hen og blive hyggeligt!

Hybenmarmelade med æbler, citron og vanille

Endnu en lækker opskrift af https://Veganer.nu - for dig, for miljøet og for dyrene!

Popularitet
Antal 42 portioner á 25 g (3 glas á 350 g)

Ingredienser
  

  • 450 g hyben (renset vægt)
  • 350 g æble
  • 1 stk økologisk citron
  • 1 stk vanillestang
  • 450 g sukker
  • 750 ml vand
  • 2 tsk Atamon

Sådan gør du
 

  • Hak de rensede hyben fint
  • Skræl og hak æblerne fint
  • Vask og riv citronen fint og pres den derefter
  • Flæk vanillestangen og skrab kornene ud
  • Put hyben, æbler, citronskræl, citronsaft, vanillekorn og -stang, sukker og vand i en gryde og bring det op og koge
  • Skru lidt ned for varmen og lad blandingen småkoge uden låg i ca. 25-30 minutter under jævning omrøring, til marmeladen har tyknet lidt og lad det køle ned i 10 minutter
  • Skyl i mellemtiden glas i kogende vand
  • Rør Atamon i den let afkølede marmelade og hæld den på glas, som straks lukkes og stilles på køl

Noter

Lad marmeladen koge 5-10 minutter ekstra, hvis du ønsker en tykkere konsistens - bemærk dog, at den bliver lidt tykkere allerede, når den er kølet ned.

12 Comments

  1. Hvad er atamon? Kan man lave den uden? 🙂
    Og vil det smage mærkeligt tror i at bruge ahornsirup i stedet for sukker?

    • Kære Linea
      Tak for dine spørgsmål!
      Atamon er et konserveringsmiddel som gør, at produkter som fx marmelade holder sig længere. Det er især godt, når man laver store portioner, da man så med ro i sjælen kan have dem stående længe uden at være bange for, at de bliver dårlige. Vi tilføjer gerne en smule i vores marmelade netop derfor, men hvis du regner med at dine godter bliver spist hurtigt, er der strengt taget ikke behov for Atamon, så længe du renser dine glas godt og skolder dem i kogende vand.
      Ahornsirup har jo en noget anden smag og konsistens end sukker, men det kan sikkert godt bruges alligevel – vi hører meget gerne dine erfaringer, hvis du vælger at bruge dette i opskriften!
      God dag 🙂

  2. alice schønemann

    Vil bare gøre opmærksom på at det d gode C-vitaminer forsvinder, når hyben koges – men derfor smager marmeladen jo lækkert alligevel 🙂

    • Kære Alice
      Ja, det har du da fuldstændig ret i! Vi glædes dog over, at marmeladen smager skønt alligevel 🙂
      Dejlig dag til dig <3

  3. Helle Vibeke Andersen

    Hejsa… Håber du kan hjælpe.. Jeg er vild med hyben/æble marmelade… men har desværre ikke fået frosset nok hyben ned.. Er ved at bestille nogle raw produkter og falder over 100% ren hybenpulver… Kunne jeg måske bruge det i marmelade.. når jeg ikke har hele hyben.. pft.. Helle

    • Kære Helle Vibeke
      Jeg tvivler på, at det vil kunne fungere rigtig godt, men det er helt klart et forsøg værd! Hyben er i denne opskrift jo også med til at give struktur til marmeladen – men det gør æblerne jo også, så måske kan du klare dig med pulveret, såfremt du tilføjer lidt ekstra æbler for strukturen.
      Lad os endelig høre, hvordan det går! <3

  4. hvad gør man hvis man er kommet til at fyrre atamon i før kogning? 😮 er det bare tilbage fra start eller kan man godt bare tilsætte lidt når det har kogt?

    • Kære Storm
      Ups – men no worries: jeg ville tilsætte lidt, når det har kogt færdig!
      Rigtig god fornøjelse!

      • Man behøver ikke at putte atamon i sin marmelade hvis man er omhyggelig med rengøring af glas, desuden kan det smages.
        Jeg skoldet min glas og låg i en stor skål med en sjat atamon i vandet og hælder marmeladen rygende varm på de frisk skoldet glad og låg på med det samme.
        Har i over 20 år med produktion af marmelade aldrig haft marmelade med vækst, mug eller anden “uvedkommende” i min marmelader.
        Held og lykke derude 👌

        • Kære Ester
          Tak for dine fine inputs, som vi lader stå på siden til glæde for andre brugere af opskriften 🙂
          Rigtig god aften til dig 🙂

          • Opskriften funger iøvrigt rigtig godt. Jeg bruger 2 citroner. Jeg river begge i. Den ene presser jeg saften og hælder i og den anden skrære jeg frugtkødet forsigtigt ud og tager med i marmeladen – dejligste friske smag af sommer 👌

          • Lækkert, Ester! Det skal vi prøve næste gang!!!! <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *