Bønnebrød

Vi er store brødelskere her hos Veganer.nu, og kærligheden er ikke blevet mindre med dette skønne luftige brød med god krumme og masser af sundhed!

Både børn og voksne elsker bønnebrødet, der med hele 300 g bønner pr. brød giver et godt proteinspark til kosten – at det er supernemt at lave og holder sig friskt længe (hvis I da ikke når at spise det så hurtigt som herhjemme) er blot ekstra plusser.

Brug de bønner, du nu lige har på dåse eller i fryseren – og bland dem gerne som det passer dig. Vi har lavet brødet med blandinger af butterbeans, sorte bønner, kidneybønner, edamamebønner, kikærter og sojabønner, og alt efter hvor meget du bruger af de farvede bønnetyper, kan brødet ændre udseende. Jo flere sorte bønner eller kidneybønner, des mørkere brød.

I udgangspunktet kan brødet bruges som all-round brød til alle måltider, men du kan snildt smide krydderurter, hvidløg, chili, oliven eller soltørrede tomater i og gøre det til et madbrød, som passer til lige dén ret, du serverer det sammen med.

Husk at lade brødet køle helt ned, inden du skærer i det.

Bønnebrød

Endnu en lækker opskrift af https://Veganer.nu - for dig, for miljøet og for dyrene!

Veganer.nu-bønnebrød
Popularitet
Antal 1 brød (ca. 20 skiver)

Ingredienser
  

  • 300 g blandede bønner (udblødte og kogte eller fra dåse - drænet vægt)
  • 2 dl vand
  • 1,5 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 25 g gær
  • 2 dl vand (lunkent)
  • 6 dl hvedemel
  • 2 dl rugmel
  • Naturli' Smørbar (til at smøre formen)

Sådan gør du
 

  • Dræn bønnerne, hvis de er fra dåse og blend dem godt sammen med 2 dl vand, salt og sukker, til en ensartet grov masse opnås.
  • Rør gæren ud i 2 dl lunkent vand, så det opløses helt.
  • Tilsæt bønnemos og mel og rør nu det hele godt sammen på røremaskine i ca. 10 minutter på lav hastighed eller manuelt ved at røre med en grydeske så længe du orker til en god, klistret dej opnås.
  • Smør en stor rugbrødsform (ca. 30x11 cm) med smør eller olie eller beklæd den med bagepapir.
  • Fordel dejen i formen og tryk den godt ned, så den fordeles jævnt i hele formen.
  • Lad dejen hæve i formen under et let fugtigt klæde ved stuetemperatur i ca. 1 1/2 time.
  • Bag brødet ved 200 grader (varmluft) i 25-30 minutter

Noter

Tilsæt gerne friske/tørrede krydderurter, hakkede oliven, soltørrede tomater eller hvidløg, hvis et madbrød ønskes!

33 Comments

  1. Camilla Sørensen

    Spændende opskrift som jeg vil prøve.
    Hvis det nu er tørrede bønner det har ligget i vand i 24 timer skal de koges først inden de blendes/bruges i dejen?
    På forhånd tak
    Mvh Camilla

    • Kære Camilla

      Dejligt, at du vil prøve vores bønnebrød!
      Bønnerne i opskriften skal være udblødte og kogte eller fra dåse – vi har nu skrevet det i ingredienslisten, så det fremgår endnu mere tydeligt 🙂
      Rigtig god fornøjelse <3

    • Er i gang med spænding 😊👏

  2. Skal det være Midt i ovnen ?

    • Dejligt at høre, Bente! Ja, stil dem blot midt i ovnen 🙂

      Dejlig aften til dig <3

  3. Hej, det ser vildt lækkert ud. Kan det lade sig gøre uden røremaskine, blot ved at røre/ælte i 10 minutter?

    • Kære Maja
      Tak – det er det altså også! 🙂
      Du kan sagtens udelade røremaskinen, selvom det nok bliver lidt hårdt – men så længe du lægger alle kræfter i og rører/ælter godt, skal det nok blive et godt resultat alligevel!
      God fornøjelse <3

  4. Soley Berthel

    Har I en glutenfri variation?
    Vh Soley

    • Kære Soley
      Desværre ikke endnu – men det kan være, at det kommer 🙂
      Rigtig god dag til dig <3

  5. Mon det går fint at halvere mængden af gær og koldhæve det?🤔💚

    • Kære Mia
      Det lyder som en rigtig god idé! Vi har ikke selv prøvet det, men vil MEGET gerne høre om dine erfaringer, hvis du giver det et forsøg. Vi er selv meget vilde med koldhævet brød, så det ville faktisk være en ren win-win-situation!
      Rigtig god aften til dig <3

      • Jeg har forsøgt at koldhæve det i dag, og det ville ikke rigtig bage færdig i midten. Men jeg brugte nok for meget gær og så er min brødform en tyk træform, så det kan måske også have indflydelse. Kan i ikke tilføje en kernetemperatur til opskriften når i har en, så er det nok nemmere 😊

        • Kære Julie
          Øv, det kunne ellers have været lækkert med en vellykket koldhævet version – men som du selv fremhæver, var der flere faktorer der spillede ind i dit forsøg, så måske er der stadig håb 🙂
          Vi har ikke pt. mulighed for at tjekke temperaturen, men skulle vi få udstyret til det (ikke utænkeligt, da vi også går og drømmer om at lave karamel), skal vi nok opdatere opskriften.
          Rigtig god bagelyst 🙂

  6. Fiona McDonald

    Love this recipe too – amazing work you do from a huge fan in Australia

    • Hi Fiona
      Thank you so much for your kind comment – it makes us extra happy to know that our recipes spread joy so far away!
      All the best <3

  7. I mener måske pr. brød – men det passer så ikke sammen med “% af daglig værdi”

    25 minutters bagetid til sådan et stort brød – er det virkelig nok?

    Jeg spørger fordi jeg har lyst at prøve at bage brødet.

    Bedste hilsner Hanne

    • Hej Hanne

      Tak fordi du skriver 🙂

      Jo, ernæringsinformationerne er ganske rigtigt per brød – da der står “1” i portionsangivelsen øverst. Vi kunne også have skrevet fx “20” skiver (i stedet for “brød”) – så ville ernæringsinformationerne blive vist per skive, men det synes vi selv er ret forvirrende, så vi valgte altså per brød.

      Informationerner er kalkulerede og vejledende, da man ikke kan få det præcist før man faktisk måler på indholdet gennem laboratorium-udstyr.

      Jeg forstår ikke hvorfor du ikke mener det passer med “% af daglig værdi”? Så vidt jeg kan se, passer tallene fint hvis man spiser hele brødet 🙂 Men det gør man jo ikke, så det er måske ikke så brugbart på den her opskrift, i forhold til en komplet ret. Men sådan virker systemet altså.

      Jeg synes da du skulle se at få prøvet brødet 🙂 Vi spiser ikke andet brød herhjemme hos os 🙂

  8. Bjørg Klint

    Tak for en lækker opskrift ❤️ Jeg bruger bønnevandet som en del af væsken ( auqafabe) og det giver et mege luftigt brød 🙂

    • Kære Bjørg
      Mange tak for de pæne ord – og det fremragende råd! Super idé at bruge aquafabaen til brødet på den måde!
      Rigtig god dag til dig <3

    • Jeg lavede jeres brød med 100 pct fuldkornsmel og bønnevandet fra dåsen. Det blev ganske fint. Jeg er dog lidt i tvivl om hvor fugtig dejen skal være – skal den kunne æltes på et bord og slippe relativt let eller skal den være mere fugtig? Jeg vil gerne have det lidt mere luftigt.

      • Kære Jakob
        Spændende, at du er gået igang med at eksperimentere med bønnebrødet! Dejen skal ikke kunne æltes på et bord, den er tværtimod ret så klistret/våd, hvilket da også er en af grundene til, at vi bager brødet i form 🙂
        Rigtig god dag til dig!

  9. Vinnie Vilhelmsen

    Er i gang med at lave dit Bønnebrød og kan se at der ikke skal loppefrøskaller i som der skal i linsebrødet som jeg har bagt 3gange og er rigtig glad for, er der en grund til det?💜💕

    • Kære Vinnie
      Dejligt at høre, at du har glæde af vores brødopskrifter! Bønnebrødet er den oprindelige opskrift, som vi har udviklet videre på med linsebrødet som resultat; derfor er der lidt “ekstra” i linsebrødet. Du kan *sagtens* bruge loppefrøskaller i bønnebrødet også!
      Dejlig aften til dig <3

  10. Hej!
    Tak for en dejlig opskrift!
    Jeg bagte bønnebrødet for noget tid siden, det smagte skønt 😊 I dag prøver jeg linsebrødet.
    Et spørgsmål: jeg synes dejen hæver meget op, det kan ikke være i formen i 1,5 times hævning, og det våde klæde bliver fuldstændig klistret til med dej.
    Jeg tænker på om man skulle bruge lidt mindre gær? Eller måske en mindre mængde dej til rugbrødsformen (min har de mål I har skrevet: 11×30. Hvor høj er jeres form..?)
    Jeg glæder mig til at smage brødet! 😋
    Mvh Maria

    • Hej Maria

      Dejligt at høre, at du har haft succes med bønnebrødet <3

      Det lyder ret vildt med dit linsebrød, men årsagerne kan være mange; melen, gæren, rumtemperatur...måske du næste gang kan holde lidt øje med brødet, og så måske stoppe hævningen lidt før, hvis det går "amok" igen. Vores form er 7 cm høj.

      Rigtig god bagelyst! <3

      • Kære Karina, tak for svar 😊
        Min form er 5 cm høj, måske er en del af svaret der. Jeg bager det i dag igen (børnene var vilde med det 👍👏) Og jeg brugte ca 12 g gær denne gang. Efter en time var det over kanten, igen 😊.
        Det kan være at det er en god idé med en højere form 😊
        Og igen tak for en super opskrift. Det smager alt for godt ☺️

        • Hej igen! SÅ dejligt at høre! Kan ske, at vi skal justere lidt i hævetiden på opskriften! Men dejligt, at det smagte godt og at ungerne var vilde med det!
          Alt godt til dig <3

  11. Hej!
    Jeg har tidligere bagt brødet med stor succes. ❤️
    Nu overvejer jeg at forme dejen til hotdog-brød, så de kan komme i madpakken med en “gulerodspølse”.
    Hvad tænker du ift. bagetid? Og tror du overhovedet, det er en god ide?

    • Kære Signe
      Superdejligt at høre!
      Det lyder som en rigtig god idé – men det KAN blive lidt af en udfordring, da dejen afhængig af hvor veldrænede bønnerne er, kan være lidt til den klæge side. De kan dog evt. lægges på bagepladen med brug af spiseskeer, og så vil jeg tro, at bagetiden skal minimeres til måske 15 minutter, mens du løbende holder øje med dem 🙂
      Husk i øvrigt, at vi også har en opskrift på “gulerodspølser” her: https://veganer.nu/mad/hotlogs/ – vi kalder dem Hotlogs <3
      Rigtig god dag <3

      • Opdatering ❤️
        Det gik rigtig godt! Jeg brugte to spiseskeer til at placere hotdog-brødene på bagepapir, formede dem lidt med våde fingre, lod dem hæve i en times tid og gav dem 15 minutters bagetid. De var lidt flade, men kunne sagtens bruges sammen med “hotlogs”!

        • Hej igen Signe
          Fantastisk at høre! Vi lader din kommentar stå så andre kan få glæde af dine erfaringer. Det skal vi også have prøvet!
          Rigtig god dag <3

  12. vi er vilde med jeres linsebrød herhjemme, og jeg vil nu kaste mig ud i et forsøg med dette her bønnebrød. jeg er ret ny i “bønne verden” så hvilken bønner vil i anbefale? lige nu har jeg hvide bønner hjemme, ville jeg bare kunne lave det på det?

    • Kære Wisk
      Det glæder os at høre, at I har glæde af linsebrødet! Vi er også kæmpe fans af det! Det er HELT fint at bruge hvide bønner til bønnebrødet – ellers er det lige så fint at bruge fx kidneybønner, sorte bønner eller hvad I ellers har i huset; det er et meget “nøjsomt” brød!
      Rigtig god fornøjelse med det <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.