Jeg sad og læste en historie om cirkus og hvilket forfærdeligt liv dyr i cirkus egentlig har, og til artiklen var brugt forskellige billeder af dyr. Nogle af billederne havde ikke noget med cirkus at gøre, men de viste alle dyr i forskellige situationer. Ét af disse billeder gav mig en regulær mavepuster!
Billedet forestiller en elefant (jeg kalder hende Mima), der kravler op i en eller anden form for vogn. Man kan se, at det er “meningen”, at hun skal være i vognen, for der er lagt lidt strøelse ud på gulvet. Mima virker til at vide, at hun skal gå derind; hun overkommer i hvert fald den høje og for hende unaturlige højdeforskel fra jord til vogn på ekspertvis. Hun er gået hen til kanten af vognen og har rejst sig op på bagbenene og har placeret sine to forben inde i vognen. Derefter har hun taget sit dominante ben (hendes højre ben – det samme som mit) og placeret sit knæ på kanten af vognen som en støtte til at tippe vægten forover for derved at kunne klatre længere ind i vognen, hvor hun så kan rejse sig igen.
Ganske som jeg ville have gjort, hvis jeg var Mima og skulle op i vognen.
Efter oplevelsen med Mima satte jeg mig for at møde elefanter under så naturlige former som muligt – her i et sanctuary for elefanter i Thailand.
Og her får jeg mavepusteren. Jeg ser ikke længere en elefant. Jeg ser ikke længere et dyr. Jeg ser Mimas position, hendes rumpe og hendes baglår. Jeg ser Mima som et menneske! Hun er bare lidt større, har flere rynker og en hale. Men det hænger jeg mig ikke længere i… Den måde hun forcerer udfordringen på – det minder mig om noget… Hvad minder billedet af Mima dig om? I det ene øjeblik ser jeg et barns uskyldige klodsethed, i det næste øjeblik ser jeg en ældre mand eller dames skrøbelighed. Mima er ikke længere bare et dyr, men et dyr som mig.
Mit sind ræser, jeg begynder at tænke på det absurd tarvelige i at tage hende ud af hendes naturlige omgivelser og tvinge og dirigere hendes liv på sådan en måde, at hun til sidst ender med at skulle noget så unaturligt som at kravle op i en vogn – tvunget af et menneske – for mad og drikke. Og måske for ikke at få tæsk? Jeg kender ikke Mimas specifikke historie, men jeg gætter på, at hun skal op i vognen, fordi hun skal transporteres rundt mellem forskellige steder, hvor hendes job dagen lang er at være midtpunkt, eller statist, i en eller anden form for menneskelig underholdning for voksne og børn. Børn, som ikke ænser hende som et individ med egne ønsker og lyster, men som med deres forældres velsignelse lærer, at dyr er ting, vi bare kan tage fra naturen og bruge til at underholde os selv med. Børn, som bliver lært, at det er normalt at sidde inde i et telt og lade sig underholde af et dyr, som ellers naturligt bor flere tusinde kilometer væk på store sletter, hvor de indgår i komplicerede sociale strukturer med hinanden. Når forestillingen er slut og børn og voksne tager tilbage til deres trygge hjem, skal Mima ind i en mørk vogn og transporteres videre til næste show.
Mima er blevet en dyre-freak i en menneskeverden. En kuriositet. Hun er i dag blot en tom skal af hvad hun ville – og burde – have været i naturen. Er det ikke barbarisk af os? Er det ikke unødvendigt tarveligt af os?
Kan vi virkelig ikke finde på andet at blive underholdt af end dyr, vi med vold, kæder og frihedsberøvelse tvinger til det?
