Dyreven?

Forleden fik vi endelig taget os sammen til én gang for alle at lukke og slukke for vores tilværelse som marsvine-mennesker, som desværre ikke kan fortsætte på grund af allergi. Vi donerede alle vores marsvineting (bure, løbegård etc.) til Dyreværnet, der gør så utroligt meget for udsatte kæledyr, så vi på den måde vidste, at tingene kom til et sted, der virkelig havde brug for dem.

Vi opdagede, at vores kæledyr helt tydeligt havde hver deres særpræg, og vi mærkede, hvordan de voksede fra at være små, skræmte væsener til selvstændige og tillidsfulde individer i vores selskab.

Det, der engang startede med at være en simpel marsvine-babysitning endte op med adoption af selvsamme marsvin og 7 år med i alt 5 marsvin igennem tiden; 5 marsvin, der med hver deres unikke personlighed og tilstedeværelse blev en del af vores hverdag og vores familie, og som på mange måder åbnede vores øjne for, at selv så små og i mange øjnes simple kræ som marsvin har intelligens, præferencer, følelser, ønsker og behov. Vi opdagede, at vores kæledyr helt tydeligt havde hver deres særpræg, og vi mærkede, hvordan de voksede fra at være små, skræmte væsener til selvstændige og tillidsfulde individer i vores selskab. Som årene gik, blev vi mere og mere bevidste om vores marsvins vigtighed og plads her i verden, og de gik hurtigt fra at være kæledyr til at være familiemedlemmer, vi værnede om og overøste med al vores kærlighed. De var Guffe, Feta, Putte, Basse og Houdini – de var ikke det, men ham eller hende.

Da hun tog sine sidste, besværede åndedrag, gjorde vi det eneste, vi kunne – vi var der, holdt hende og nussede hende og gav hende al den tryghed og kærlighed, vi kunne.

Som du sikkert kan forestille dig, har vi haft et væld af skønne, hyggelige og sjove timer med dem, og  det været med stor sorg og mange tårer, hver gang vi har sagt farvel til en af vores små hjerter, som vi kalder dem. Især vores sidste marsvin, Fetas afgang herfra var en svær men også meget smuk oplevelse. Hun døde af cancer, og i overensstemmelse med dyrelægens råd, gav vi hende den allerbedste sidste tid, vi kunne – vi gav hende al hendes yndlingsmad og gav hende endnu mere nus og endnu flere kys, end hun ellers var vant til (og hun var vant til meget!), ligesom at vi puttede hende på græs, så ofte det overhovedet var muligt. Da hun tog sine sidste, besværede åndedrag, gjorde vi det eneste, vi kunne – vi var der, holdt hende og nussede hende og gav hende al den tryghed og kærlighed, vi kunne. Vi ved det jo ikke, men vi forestiller os, at dette var den bedste død, hun kunne få. Tryg og varm og kærlig.

Har du eller har du haft kæledyr? Måske også marsvin eller hund, kat, hest, kanin? Så har du med meget høj sandsynlighed også oplevet, at dyret har sin egen personlighed, ganske som et menneske. Du har fået et så følelsesmæssigt tæt bånd til dyret, at du har været villig til at gå igennem ild og vand for dette individ. Du har sikkert også været ulykkelig og opløst i tårer, når du har skulle tage afsked med dyret. For det er jo dét, der sker; når et dyr bliver nogens kæledyr, bliver det en del af familien og et individ snarere end “bare” et dyr – ganske som når en fremmed person stopper med at være en fremmed og bliver til en ven.

Desværre er der ubærligt mange dyr, der ikke er så heldige. Dyr, som udelukkende af historiske årsager er blevet valgt til at være mindre værd; til ikke at fortjene vores kærlighed, vores empati eller vores omsorg og beskyttelse.
Disse dyr får hverken lov til at have et naturligt liv i naturlige omgivelser, ej heller bliver de kærligt indlemmet i en menneskefamilie med masser af nus og godbidder. De oplever ikke, at nogen vil gå igennem ild og vand for dem, og når de efter et alt for kort og frygteligt ubehageligt liv tager deres sidste åndedrag, er der ingen, der opløst i tårer og fuld af kærlighed holder dem og giver dem tryghed i deres sidste minutter. Disse dyr har intet gjort for at fortjene denne skæbne – de er blot uheldige at blive født som køer, grise, kyllinger, får, geder, kalkuner eller en af de andre dyreracer, som vi udnytter for deres kroppe eller sekreter.

Vi har reduceret dyret til at være en flygtig oplevelse i munden og maven hos et menneske – en oplevelse, der kan måles i minutter.

Disse dyr planlægges, avles og dræbes rutinemæssigt af os. Os, der har kapacitet for empati (men sjældent føler den), der hævder at have store hjerner, som kan skabe symfonier, bygge broer og sende folk til månen. Os, der har utroligt høje tanker om os selv, men ikke meget at have det i. Vi holder disse dyr bag tremmer på kolde gulve, i mørke haller gemt væk fra nysgerrige blikke. Vi ønsker ikke at interessere os for dem – og vi griner og peger fingre af folk, der gør. Alene fordi vi anser os for vigtigere end dem. Alene fordi vi er bange for at ændre vores adfærd ved at spise lidt anderledes. I vores øjne er deres liv ingenting værd – vores vaner og smagsoplevelser kommer før dem, deres helbred og deres liv. Vi har reduceret dyret til at være en flygtig oplevelse i munden og maven hos et menneske – en oplevelse, der kan måles i minutter.

Der er ingenting fair ved at vide, at dyr har deres egen personlighed, ønsker, præferencer og livslyst, når man samtidig tænker på, hvordan vi behandler dem. Alt, hvad vi gør ved disse dyr er forkert, unfair, forfærdeligt, afstumpet og ondt. Vores forhold til dyr er et studie i apati.

Hvis man er dyreven, støtter man ikke deres udnyttelse. Man indespærrer dem ikke. Man dræber dem ikke. Og man betaler selvfølgelig heller ikke andre for at gøre det.

Hvis man er dyreven, er man veganer.

TAK fordi du læste med! Som en påskønnelse får du her vores kanin- og marsvinegodkendte hjemmelavede godbidder, der er et sandt hit hos de pelsede venner: