Til forsvar for dyrene (bog)

Munken Matthieu Ricard har begået en af dette års allervigtigste bøger – Til forsvar for dyrene udruller alle de gode grunde til at behandle sine medvæsener med respekt, og læseren efterlades oplyst og flere skridt tættere på en mere respektfuld stillingtagen til dem, vi deler planeten med.

Veganer.nu-til forsvar for dyrene

Til forsvar for dyrene er på ingen måde en let læst bog, for den kræver både eftertænksomhed og et åbent hjerte, som velvilligt tager imod det velsignede arsenal af argumenter, man som læser bombarderes med af den sympatiske og meget engagerede munk, der står bag ordene.

[AdSense-A]

Bogen kommer rigtig godt rundt i så godt som alle relevante emner i den dyreetiske diskussion; ballet åbnes således med en fin gennemgang af menneskets forhold til dyr set i både historisk, religiøs og filosofisk sammenhæng – og dyrenes evolutionshistorie sættes i relation til vores, som har mange paralleller og derfor ikke er forbeholdt vores art alene. Det er en endog særdeles vigtig og interessant perspektivering, som på saglig vis får slået fast, at alle væsener på Jorden er forbundne, uanset om vi vil det eller ej; at mennesket selv synes det er kommet lidt højere op på den evolutionistiske trappestige ændrer ikke på det faktum, at vores startsted har været det samme, og at vi har fælles forfædre med andre arter.

Takket være dets høje intelligens har mennesket magt til at udbrede den største godhed, men også den største ondskab. Det besidder et enormt potentiale af kreativitet, kærlighed og medfølelse, men også af had og grusomhed. Har menneskeheden ret til at pådrage dyrene lidelse, fordi man har skabt Bachs kantater eller Baudelaires digte?

Til forsvar for dyrene er på en og samme gang et filosofisk og et faktuelt værk, der velartikuleret og med utallige relevante referencer fletter de to tilgange elegant sammen, så slutresultatet er en guldgrube af undersøgende vinkler på de mange måder, hvorpå vi mennesker fuldstændig unødvendigt udnytter dyr til alverdens formål. Den spændende diskussion om intelligens, følelser og empati hos dyr kombineret med interessante eksempler på selvsamme tvinger læseren til at forholde sig til det faktum, at dyr i allerhøjeste grad fortjener, at vi respekterer deres rettigheder til et liv i frihed uden lidelse – og vores menneskelige arrogance er intet argument for at fortsætte den ondskab, vi byder dem i (blandt andet) kulturen og traditionernes navn!

Apropos kultur og traditioner ofrer Matthieu Ricard temmelig meget plads på emnet tyrefægtning, som med fordel kunne have afgivet lidt plads til sager som insekter og beklædningsindustri, men fordi tyrefægtning må siges at være arketypen på morbid og dødbringende menneskeskabt underholdning, som har så mange lag af interesser og selvmodsigende opfattelser, gør det i sig selv denne sygelige og i øvrigt helt uforståelige “kunstform” interessant at dykke dybere ned i.

Man kan vænne sig til alt. Banalisering og grusomhed, ufølsomhed overfor andres smerte og den afstand, som et menneske kan lægge til andres smerte, selv om han direkte eller indirekte forsager den, samt den moralske opløsning mellem forskellige former for skadelige aktiviteter og resten af vores eksistens gør mennesket i stand til at handle imod sin egen samvittighed uden dermed at hade sig selv for det.

Til forsvar for dyrene kommer naturligvis også ind på de mange miljømæssige problemer, der følger i kølvandet på den animalske industri, men hovedfokus er på etik, der med sine mange facetter er en kompliceret sag. Vi kommer dog ikke udenom det; vi er nødt til at åbne øjnene for vores totale dobbeltmoral i måden vi handler på og omgås vores medvæsener på. Bogen maner smukt en række af de klassiske argumenter for at bevare status quo i jorden – for de er, når alt kommer til alt, intet andet end dårlige undskyldninger for at fortsætte med at vende det blinde øje til uhyrlighederne, der foregår lige foran snuden på os forklædt som mad, underholdning, beklædning og forskning – og sløret med neutralt sprogbrug af industrien bag.

Der bliver ikke lagt fingre imellem i Til forsvar for dyrene (så er det sagt) – og det skal der heller ikke! Hvis man virkelig vil forstå, må man også bære den byrde det er at være vidne til det, vi byder dyrene hver dag, hvert minut, hvert sekund. Først når man forstår, er man klar til at handle i overensstemmelse med ens empati og dybeste moral – og for noget større end en selv, uden at det korrumperes af udefrakommende interessenters tilsløringer, løgne eller bagatelliseringer.

Vi skal holde op med at få det hele til at handle om mennesker hele tiden og give dyr de rettigheder, som de har medfødt ret til.

Til forsvar for dyrene fortjener så absolut en fremtrædende plads i litteraturen, så den kan spredes til alle, der måtte være åbne for den kærlige og medfølende forandring, der er så bydende nødvendig – for mennesker såvel som dyr – og som er på vej med små skridt over hele kloden.

 

Køb bogen her.

Forlag: Gyldendal
Forfattere: Matthieu Ricard
Antal sider: 325
Udgivelsesdato: 19-10-2017

[AdSense-A]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *