Linsebrød

Vores elskede bønnebrød har fået en ven – linsebrødet! Fremgangsmåden er lige så simpel som bønnebrødets, og både smag, konsistens og ernæringsindhold er ligeledes super, så det er bare om at finde sin favorit nu. Hvis du altså kan!

Brødet her og bønnebrødet bager vi flere 2-4 gange om ugen til trods for, at vi altså kun er 2 voksne og et barn i husstanden, men det er vores yndlingsbrød og det går godt til nærmest alt.

Skulle man mod forventning have en rest brød tilbage, fungerer det fremragende til brødcroutoner også. Det er bare et brød, der kan noget!

Og nej – det smager ikke af linser, men de giver brødet en smuk, gylden farve  🙂

Husk at lade brødet køle helt af, før du skærer i det.

Linsebrød

Endnu en lækker opskrift af https://Veganer.nu - for dig, for miljøet og for dyrene!

Linsebrød
Popularitet
Antal 1 personer (1 brød, 20 skiver)

Ingredienser
  

  • 300 g røde linser (kogte - drænet vægt)
  • 2 dl vand
  • 1,5 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 25 g gær
  • 2 dl vand (lunkent)
  • 6 dl hvedemel
  • 2 dl rugmel
  • 1 tsk loppefrøskaller
  • Naturli' Smørbar (til at smøre formen)

Sådan gør du
 

  • Kog linserne i ca. 15 minutter eller til de er godt møre uden at være smattede
  • Sørg for at dryppe linserne godt af i en si, så meget af væsken forsvinder og blend dem godt sammen med 2 dl vand, salt og sukker, til en ensartet grov masse opnås.
  • Rør gæren ud i 2 dl lunkent vand, så det opløses helt.
  • Tilsæt linsemos, loppefrøsskaller og mel og rør nu det hele godt sammen på røremaskine i ca. 10 minutter på lav hastighed eller manuelt ved at røre med en grydeske så længe du orker til en god, let klistret dej opnås.
  • Smør en stor rugbrødsform (ca. 30x11 cm) med smør (vi bruger Naturli's Smørbar) eller olie eller beklæd den med bagepapir.
  • Fordel dejen i formen og tryk den godt ned, så den fordeles jævnt i hele formen.
  • Lad dejen hæve i formen under et let fugtigt klæde ved stuetemperatur i ca. 1 -1 1/2 time.
  • Bag brødet ved 200 grader (varmluft) i 25-30 minutter

Noter

300 g kogte linser svarer til ca. 130 g rå - gør evt. dig selv en tjeneste og kog en STOR portion, som du dræner og fryser ned i 300 g's pakker, så du altid kan tage en pakke op af fryseren, når linsebrødsbagetrangen kommer over dig. Vi plejer at tage en pose op dagen før, så den får lov til at tø op i køleskabet til næste dag.

20 Comments

  1. Hej 😉
    Jeg ville lige høre hvor mange gram linser du ville bruge (ukogte) så du får 300gram kogte og drænede linser 😉
    på forhånd tak.
    Mvh Amalie

    • Hej Amalie
      Vi bruger ca. 130 g rå/ukogte linser for at få 300 g kogte. Men som vi også anbefaler i tippet, så kan du evt. koge en stor portion og så fryse den ned i mindre 300 g’s portioner, så du altid lige kan tage en portion op, når du har lyst til at bage 🙂
      Rigtig god bagelyst <3

  2. Amalie Paulsen

    Undskyld, jeg var vist lidt for hurtig. Det står jo lige nede i “Tips”

  3. Hejsa….. tror du, man kan bruge speltmel i samme mængde som alm. hvedemel?
    Venlige hilsner fra Anne

    • Hej Anne
      Det tror jeg bestemt, man kan – så længe det ikke sigtet og ikke fuldkorns 🙂
      Håber, at dit brød linsebrød bliver super! <3

  4. Hej Karina,

    Har lige to spørgsmål: hvordan skal det justeres hvis man bruger fuldkornshvedemel i stedet for almindelig hvedemel? Og hvad skal loppefrøskallerne bruges til? Jeg kan se dem i listen af ingredienserne, men så dukker de ikke op igen.

    Super nice med endnu et brødalternativ, har allerede gode erfaringer med jeres bønnebrød, så glæder mig til at prøve det!

    Hilsner, Ben

    • Hej Ben
      Dejligt at høre, at du har glæde af vores opskrifter! Vi har ikke fået skrevet brugen af loppefrøsskaller ind, men takket være dit opmærksomme øje er fejlen nu rettet 🙂
      Vi har ikke prøvet at erstatte hvedemel med fuldkornshvedemel, og jeg kunne godt være lidt nervøs for, at brødet bliver klægt af det, hvis du bare bytter lige over. En idé kunne være til en start at prøve at bytte måske 2 dl lige over og så se, hvordan brødet reagerer på det i første omgang….
      Rigtig god bagelyst og dejlig dag til dig <3

  5. Mega lækkert 🙂
    Jeg vil blot lige sige, at det er ikke nødvendigt at smøre form, når man bruger bagepapir. Et godt tips til at få bagepapiret til at passe ned i formen. Krøl det til en kugle før du lægger det i, så kan det lettere fordele sig i formen 🙂
    Tusind tak for den lækre opskrift

    • Kære Hanne
      Mange tak for din søde kommentar – vi er glade for, at du kan lide opskriften!
      Også mange tak for dit gode tip, som vi lader stå til glæde for andre brugere af opskriften 🙂
      Rigtig god dag til dig <3

  6. Kan man undlade loppefrøskallerne? Eller er det vigtig for konsistensen?

    • Kære Kia
      Du kan godt undvære dem, de er mest for at tilføje lidt “ekstra” til brødet, men det er ikke som sådan vigtigt for konsistensen 🙂
      Rigtig god aften 🙂

  7. Ingrid Maul

    Skønt brød!
    I går skiftede jeg 4 dl. mel ud med hvid hvede. Det synes jeg fungerer ret godt.
    MVH Ingrid

    • Kære Ingrid
      1000 tak for dit input – det burde bestemt også kunne lade sig gøre med et godt resultat 🙂
      Rigtig god aften <3

  8. Det lyder spændende. Kan jeg bruge glutenfrit mel?
    Hilsen Merete.

    • Kære Merete
      Dejligt at høre, at du er frisk på at prøve vores Linsebrød!
      Vi har selv til gode at prøve med glutenfrit mel, men måske det er muligt – nok især, hvis du dobler op på gæren til samme hævetid, så brødet ikke bliver for “tungt” i det.
      Vi hører meget gerne om det, hvis du prøver at lave en glutenfri version!
      God aften <3

  9. Katharina - Beetroot Bakery

    Jeg vil bare sige, at jeg har prøvet at bage det og det bliver bestemt ikke sidste gang. Det er super nemt og lækkert 🙂

    • Hej Katharina
      Det var vel nok dejligt at høre! Vi er i øvrigt helt enige 🙂
      Rigtig god aften til dig <3

  10. Hej ☺️
    Jeg har ikke en røremaskine, så jeg er i tvivl om, hvordan dejen skal se ud når den er færdigrørt. jeg står med en ret lind dej, som nemt ville kunne skrabes over i en form, men ikke så lind af den er flydende. Er det meningen?

    • Hej Rikke
      Det lyder som om, at du har landet en helt perfekt dej – håber, at du har fået et godt resultat!
      Rigtig god aften!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.