Hot chilisauce

Intet slår hjemmelavet chilisauce – det er let, lækkert og hyggeligt at lave sit eget hotte tilbehør, så kom straks i gang!

Lige, som vi troede, at chiliplanterne herhjemme ikke havde mere at gi’ af, fik de sig et rigtig efterårsboost og berigede os med endnu en stor håndfuld stærke godbidder – fantastisk!

Sidst, vi fik sådan en gave fra haven, syltede vi chilierne, så vi kunne få glæde af dem de næste mange måneder, og det er simpelthen ren luksus sådan at kunne åbne et glas syltet chili, når maden skal have et spark. Derfor havde vi denne gang lyst til at udvide vores chililuksus med en sauce også, så vi har lidt af vælge imellem i forrådskammeret. Den oplagte idé var chilisauce, fordi vi tilfældigvis havde en åbnet flaske flåede tomater, vi gerne ville have brugt også.

Vi har primært brugt røde chilier i denne sauce, men alt kan bruges – ikke mindst, hvis du har lyst til at lege med de mange forskellige sorter af chili, som jo findes. Vores – nogle røde chilier, vi har dyrket fra frø, som vi engang har gemt fra en god rød, chili vi købte – kender vi hverken sort eller navn på, men saucen …dén er god!  😀

Ernæringsinformationerne nedenfor er pr. glas chilisauce.

Hot chilisauce

Endnu en lækker opskrift af https://Veganer.nu - for dig, for miljøet og for dyrene!

Chilisauce
Popularitet
Antal 2 glas á ca. 250 ml

Ingredienser
  

  • 150 g frisk chili (røde)
  • 450 g flåede, hakkede tomater
  • 1 dl æblecidereddike
  • 0,5 dl sukker
  • 2 tsk salt
  • 2 fed hvidløg
  • Atamon (til at skylle glas i)

Sådan gør du
 

  • Skyl chilierne, fjern stilken og hak dem groft (kernerne skal ikke fjernes!)
  • Skræl hvidløg og hak dem groft
  • Put hakket chili og hvidløg i en gryde sammen med tomater, salt, sukker og æblecidereddike
  • Bring det hele op og koge og lad det småkoge uden låg i ca. 25 minutter
  • Mens saucen koger, skold da rene glas og skyld dem i Atamon (se anvisningen på flasken)
  • Når saucen har kogt færdig, blend den da glat, fordel i Atamonskyllede glas, luk dem straks til og opbevar dem på køl

Noter

Vi brugte røde chilier til denne sauce, men det er bestemt ikke et must - lad din sauce diktere af de chilier, du nu engang er så heldig at have. Styrken vil variere efter art, så smag dig frem. Hvis du tør!

4 Comments

  1. Suzanne Berendt

    Jeg har tørret de chilier, jeg havde i overskud i sommer. Kan jeg udbløde dem og så bruge dem i jeres chilisauce, tror I?
    Mvh Suzanne

    • Kære Suzanne

      Det var vel nok en god idé at tørre overskudschillierne! Du burde sagtens kunne udbløde dem og så bruge dem i chilisaucen – vi hører meget gerne om resultatet bagefter 😀

      Rigtig god dag til dig <3

      • Suzanne Berendt

        Kære Karina.
        Jeg lagde dem i blød, men de blødte ikke op. Til sidst skar jeg dem i småstykker, fjernede en del af kernerne (heldigvis) og kogte dem. De blødte op i kogningen. Resultatet blev fint – men meget stærkt! Tørrede chili vejer jo ikke meget, så måske fik jeg puttet for mange i. 😀
        Mvh og god påske
        Suzanne

        • Tak for updaten 🙂
          Det lyder meget sandsynligt, at de tørrede chiliers vægt har snydt lidt – forhåbentlig var chilisaucen til at spise alligevel!
          Rigtig god påske <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *