Hønen der drømte hun kunne flyve (bog)

Trods en titel, der måske kan lede tankerne hen på en børnebog, er Hønen der drømte hun kunne flyve langt fra dette – den lille, fine bog er for alle, der gerne vil have (blandt andet) vanetænkningen udfordret af en følsom ny-klassiker.

 

Spoiler-alert: Du kommer nok til at fælde en tåre eller to i løbet af den særdeles underholdende læsning af bogens 152 sider, som er alt for hurtig læst; det er svært ikke at sluge bogen, og under dens ret dramatiske overflade gemmer der sig adskillige vigtige temaer, som behandles på allerfineste og eftertænksomme vis.

Spire følte sit hjerte briste. Den sorg, hun oplevede, hver gang hendes æg blev fjernet, var for intet at regne imod, hvad hun følte nu.

Igennem den tapre æglæggerhøne Spires nervepirrende flugt-, dannelses- og overlevelseshistorie, som især er fokuseret på hendes store ønske om at få lov til at ruge på sine æg og blive mor, behandles – med udgangspunkt i dyrenes verden – emner som kærlighed, forældreskab, medfølelse, sammenhold, vanetænkning, diskrimination og flokmentalitet.

Det hele bindes sammen både velfortalt og indlevende, og man kan blive helt i tvivl om, hvorvidt det er et dyr eller et menneske, man læser om. Forfatteren, den sydkoreanske Sun-Mi Hwang, formår med sin fortælling at suge læseren ind i Spires trøstesløse og følelsesfyldte verden på en måde, hvor grænsen mellem dyr og menneske ophæves i en sådan grad, at man ganske glemmer, at det er en høne, der er hovedpersonen. 

Jeg har altid gerne villet udruge et æg. Bare én gang, Et æg helt for mig selv. Jeg ville så gerne hviske: Jeg forlader dig aldrig, lille skat.

Veganer.nus dyre- og læseelskende anmelder måtte flere gange undervejs i læsningen blinke en tåre væk; Hønen der drømte hun kunne flyve er en smuk og sårbar hyldest til det mangefacetterede forældreskab og kærlighed uden grænser, som er svært ikke at blive temmelig rørt over. 

Man behøver hverken være veganer eller hardcore dyreelsker for at sætte pris på denne hjertevarme udgivelse – men den vil uanset hvad nok sætte lidt tanker i gang.

Bare fordi man er samme slags, er man ikke nødvendigvis en lykkelig familie. Det vigtigste er at forstå hinanden. Dét er kærlighed!

Hønen der drømte hun kunne flyve er dygtigt og skarpt oversat af forfatter og dyrerettighedsfortaler Karin Elrød, der står bag den fine veganer-begynderbog Veganer – sådan kommer du i gang.

Køb bogen her!

Forlag: Heart Planet
Forfatter: Sun-Mi Hwang
Oversætter: Karin Elrød
Antal sider: 152
Udgivelsesdato: 15-10-2021

Hun omfavnede ham længe, strøg ham over ryggen, følte hans silkebløde fjer og indåndede hans duft. Dette kunne være sidste gang. Dyrebare øjeblikke varede ikke evigt.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *