Jamen – veganere er da afhængige af ingredienser fra dyr!?

Er man afhængig af animalske ingredienser, fordi man ikke har mulighed for at vælge dem fra?
Hvis flere mennesker bad om produkter, der ikke var lavet af dyr, ville markedet blive stort nok til at virksomhederne ville tage det seriøst. Blot fordi der i dag er dyr i de underligste ting, betyder det ikke, at vi er ‘afhængige’ af produkter fra dyr! Det betyder, at vi hver dag prøver at undgå produkter med ingredienser fra dyr, men fordi langt størstedelen af befolkningen ikke prøver, er det ikke en konkurrenceparameter for virksomhederne.

Mulige spørgsmål/konstateringer

  • Jeg har rigtig god samvittighed, fordi jeg i det mindste bruger mere af dyrene end veganere og vegetarer – det er sgu’ mere respekt for dyrene.
  • Selv om du er veganer, eller vegetar for den sags skyld, kan du ikke komme udenom at dit liv indebærer, at du er afhængig af dyr.
  • Jeg vælger at spise mere af de mishandlede dyr end blot at putte min veganermad på en tallerken, der indeholder materiale fra mishandlede dyr.
  • Veganere “nyder” stadig godt af de dyr, de mener bliver udsat for udnyttelse og mishandling, fordi ingredienser fra dyr skjult bruges i mange produkter.

Mulige hensigter

  • At prøve at tie dig til stilhed ved brug af den typiske ‘jantelovs-betragtning’; du skal ikke tro, at du er bedre end os.
  • At pointere, at du er i ‘samme båd’ som kødspiseren, og at du derfor ikke kan tillade dig at kritisere kødspiseri eller pels-produkter, fordi mange produkter indeholder udeklarerede animalske ingredienser.
  • At nedgøre veganeres forsøg på at leve så dyrefrit som muligt ved brug af den typiske ‘alt eller intet’-holdning; hvis du ikke kan gøre det perfekt, bør du slet gøre det. I ovenstående konstatering bruges ordet ‘respekt’ som understregning af kødspiserens holdning om, at veganeren faktisk er et dårligere menneske, fordi veganeren undlader at udnytte dyr. Dvs. det hele er blevet vendt på hovedet; kødspiseren tror nu, at denne ‘respekterer’ dyret mere ved at insistere på dets udnyttelse og drab!

Mulige svar

  • Jeg lever vegansk så vidt det er praktisk muligt i forhold til de oplysninger, jeg kan få om de produkter, jeg bruger.
  • Der er i dag ingen lovgivning, der kræver, at ikke-fødevarer skal have en ingrediensliste. Det vil sige, at ingen af os kan se, hvad der er af animalske ingredienser i de produkter, vi køber. Vi er alle tvunget til at købe i blinde. Det vil sige, at veganere derfor i mange henseender ikke har et reelt valg for at vælge animalske ingredienser fra, og det vil også sige, at vi ikke kan boykotte produkter/mærker/firmaer, som ellers er den eneste reelle magt vi som forbrugere har!
  • Samfundet er desværre baseret på misbrug og udnyttelse af dyr. Virksomheder sælger hvad der er salg i og det forbrugerne efterspørger. Hvis nu ikke-veganere ville sympatisere med synspunktet at man ikke bør udnytte dyr, når man kan undgå det, ville vi være flere, der efterspurgte disse varer, og derved kunne vi alle slippe for dyr i alle vores produkter.
  • Blot fordi en veganer ikke ønsker at deltage i misbrug og undertrykkelse af dyr, kan det nogen gange ikke undgås (fx i tilsætningsstoffer i ikke-fødevarer såsom fx dækkene i bussen, som veganeren bruger på vej til arbejdet). Men veganere gør rent faktisk noget for at undgå det! Mange kødspisere gør absolut intet overhovedet og kritiserer samtidig veganere for ikke at være perfekte og hævder, at de er ‘afhængige’ af produkter fra dyr.
  • Hvem ‘respekterer’ dyret mest? Dem, der ikke prøver at fravælge produkter, som baserer sig på dyrenes avl, indespærring, lidelse og død – eller dem der hver dag ihærdigt prøver at undgå disse produkter?

Relaterede emner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *