Mors superboller

Vi tør love dig, at alle vil elske disse boller, så du kan lige så godt lave en dobbeltportion, når du alligevel er i gang!

For mig er disse boller smagen af barndom. Så længe, jeg kan huske tilbage, har min mor bagt disse bløde, milde boller, der var min absolutte yndlingsmorgenmad over dem alle – lune og med et gavmildt lag smør var der intet der kunne slå dem! Hvis jeg var heldig, fik jeg lov til at sidde på kanten af køkkenbordet, mens hun æltede (heller ikke dengang brugte hun røremaskine), og hvis jeg var hurtig, kunne jeg nå og nappe lidt dej med en rosin i.

Vi har opdateret arbejdsmetoden noget, så mens min mor stadig laver bollerne i hånden, er vi dovne og bruger røremaskine, hvilket resultatet nu ikke bliver dårligere af. Ellers er alt, som dengang – lige på nær, at vi har skiftet ægget til pensling ud med soyafløde.

Mors superboller

Endnu en lækker opskrift af https://Veganer.nu - for dig, for miljøet og for dyrene!

Veganer.nu-mors superboller
Popularitet
Antal 15 stk.

Ingredienser
  

  • 50 g gær
  • 600 ml vand (lunkent)
  • 100 g sukker
  • 100 g havregryn
  • 300 g speltmel (eller fuldkornsspeltmel, hvis lidt grovere boller ønskes - brug da lidt mindre)
  • 500 g hvedemel
  • 125 g rosiner
  • 1 tsk salt
  • 2 tsk stødt kardemomme
  • soyafløde (til pensling)

Sådan gør du
 

  • Rør gæren ud i det lunkne vand
  • Tilsæt lidt efter lidt under omrøring sukker, havregryn, mel, rosiner, salt og kardemomme
  • Ælt dejen godt (vi giver den 10 minutter på røremaskinen) og lad den hæve under et viskestykke et lunt sted i 30 minutter
  • Slå dejen ned, form boller, som placeres på en bagepapirbeklædt bageplade, og lad dem efterhæve under viskestykke i 30 minutter
  • Pensl bollerne med soyafløde og bag dem midt i ovnen ved 180 grader i ca. 16 minutter, til de er lysebrune

Noter

Disse boller tager bestemt ingen skade af at blive frosset ned og varmet op senere – de får en lækker, lidt sprød overflade, som vi er vilde med

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *