Lykkefad (svampe/nøddesteg)

Svampe, nødder og timian er en skøn blanding og denne nøddesteg vækker altid glæde på middagsbordet, uanset om det er jul eller ej.

Lykkefadet – også kendt som nøddesteg eller nøddepostej (kært barn har mange navne) – har været fast inventar på vores julebord i mange år efterhånden. Skulle man samle smagen af jul i én ret, må det være denne!

Popularitet
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 500 g champignon
  • 1 fed hvidløg
  • 80 g basmatiris (rå)
  • 350 g løg (350 g = 2 store løg)
  • 50 g hasselnødder
  • 1,5 tsk tørret timian
  • 2,25 dl havrefløde (eller anden usødet plantefløde)
  • 2,5 tsk kikærtemel
  • 2 tsk salt
  • 1 knsp peber
  • rapsolie til at smøre fadet med

Sådan gør du
 

  • Kog risene efter anvisningerne på pakken og lad dem køle af i køleskabet
  • Rens og hak champignonerne groft
  • Skræl løgene og hak dem groft
  • Hak hasselnødderne groft og pres hvidløget
  • Steg champignoner, løg, hasselnødder, hvidløg og timian ved høj varme i en gryde uden låg, til al væden fra champignonerne er fordampet
  • Tilsæt kikærtemel (skal IKKE blandes op med vand, blot puttes direkte i farsen), salt, fløde, ris og friskkværnet peber til den let afkølede champignonblanding og rør det hele godt sammen
  • Smør et ildfast fad med lidt olie og hæld champignonblandingen heri
  • Bag fadet i ovnen ved 180 grader i ca. 65-70 minutter

Noter

Skal du have lidt luksus? Så tilføj lidt finthakkede tørrede svampe (fx Karl Johan og kantareller) til champignonblandingen, når du steger den – det giver lige dét ekstra.
Har du ikke kikærtemel, kan hvedemel eller NoEgg også bruges (fås i velassorterede helsekostbutikker og på Matas' hjemmeside) på fuldstændig samme måde og i samme mængde som kikærtemel!
Se et sødt, ungt par lave deres eget lykkefad baseret på vores opskrift <3

44 Comments

  1. Pingback: Det ultimative inspirationsindlæg – til en vegansk jul | Månebarnet

  2. Kan jeg bruge hør frø slim i stedet for No Egg?

    • Kære Linnea

      Tak for dit spørgsmål.

      Vi har (endnu) ikke forsøgt os med hørfrøslim, men det burde du sagtens kunne.

      God jul 😉

  3. Pingback: Vegansk jul - på godt og bedre! - Veganer.nu

  4. Tak for jeres spændende opskrifter!

    Jeg har tænkt mig at lave lykkefad som tilbehør til julebordet for at imponere resten af forsamlingen, som alle er ikke-veganere 🙂

    Alt er købt ind, bortset fra NoEgg, som jeg ikke har kunnet skaffe. Mon chiafrøgelé har samme effekt – og i givet fald i hvilken mængde?

    • Kære Bjørn
      Tak for din kommentar!
      Vi har ikke prøvet at erstatte Noegg med chiafrø, men det burde godt kunne fungere. Prøv med en spsk og se,om ikke det virker.
      Rigtig god jul <3

    • anja Resen

      noegg kan købes på matas hjemmeside 🙂 har selv lige købt 3 pakker.

      • Hej Anja
        Tak for dit tip – vi har straks tilføjet et link i bunden af opskriften 🙂
        God dag til dig <3

  5. Er det 80 g kogte ris eller 80 g ukogte ris? 🙂

    • Hej Sofie
      Det er 80 g rå ris, som koges efter anvisningen på pakken 🙂
      God dag!

      • Kære Karina

        Måske skulle i tilføje det som en lille note til der hvor der står ris i ingredienslisten. Vi gik bare ud fra at det var 80 g. kogte ris, da der ikke var anført andet. Vi krydser fingrer for et godt resultat alligevel. 😉

        Glædelig jul! 😄

        • Kære Julie
          Vi håber, at det lykkedes for dig med opskriften, selvom det ikke er kogte ris, vi angiver i opskriften, men rå – hvilket også er årsagen til, at vi skriver, at de skal koges som det første step. Men nu har vi tilføjet “rå” på ingredienslisten, så der forhåbentlig ikke opstår tvivl hos andre en anden gang 🙂 Mange tak for dit input!
          God dag til dig <3

  6. Jeg har en helvedes masse mandler – kunne man evt erstatte hasselnødder med mandler? 🙂

  7. Hvor mon jeg kan købe NoEgg? Har ikke set det før.

  8. Kan ikke se at No Egg er skrevet på ingredienslisten? Hvor meget skal der bruges? Jeg har det dog ikke, men kan så også læse at I skriver man kan bruge kikærtemel? Skal det så blandes op med vand eller hvordan?

    • Hej Helle
      Godt set! Det er simpelthen en smutter, fordi vi har justeret lidt i opskriften – hvor NoEgg før var en fast ingrediens i opskriften, er det nu blevet et alternativ, hvor vi i udgangspunktet i stedet bruger kikærtemel. Melet drysser du bare ned i blandingen uden at blande det op med vand.
      Rigtig god jul til dig og dine <3

      • Kan man bruge andet mel end kikærtemel, eller har det en bestemt funktion?

        • Kære Ditte
          I lykkefadet bruger vi kikærtemel som en slags æggeerstatning, der hjælper til at “samle” retten, men du kan nok også bruge fx hvedemel med nogenlunde samme resultat.
          Rigtig god madlavningslyst! <3

  9. Er farsen meget våd, eller kan den indbages i butterdej??

    • Hej Trine

      Tak for din kommentar 🙂

      I så fald vil jeg hellere anbefale dig at bruge opskriften fra vores lækre Lykkebøffer – den er mere fast i det 🙂 Vi vil meget gerne høre hvad du synes om det efterfølgende 🙂

  10. Ville jeg kunne bruge pisket aquafaba i stedet for kikærtemel?
    Mvh. Lene

    • Hej Lene

      Det går nok desværre hen og gør farsen for blød/våd. Men du kan prøve med hvedemel, hvis det er fordi du ikke har kikærtemel.

      Rigtig god madlavningslyst! <3

  11. Annette Slavensky

    Kan retten fryses før eller efter den er bagt ?

    • Kære Annette
      Vi har ikke prøvet at fryse Lykkefad inden bagning, men vi har til gengæld adskillige gange frossest det efter, og det kan man sagtens – super, hvis man gerne vil forberede så meget som muligt inden julemiddagen, så man ikke skal knokle for meget på selve dagen 🙂
      Rigtig god jul til dig <3

  12. lis olesen

    Bliver retten god, hvis man laver den dagen før eller hvad skal man gøre, hvis man ikke kan lave den på selve dagen d. 24/12 hvor den skal spises??

    • Hej Lis
      Du kan sagtens lave Lykkefad dagen (eller et par dage) før og varme det op juleaften – eller, hvis du er i rigtig god tid, så fryse det ned og tage det ud og varme det op, når det skal spises 🙂
      Rigtig god jul <3

  13. Hvad er det for nogle frø i kommer ind i videoen? Chiafrø? Det står ikke i selve opskriften nemlig!?

    • Kære Tinka
      Det er ikke os på videoen, men nogle søde unge mennesker, der har ladet sig inspirere af Lykkefad, så vi kan ikke 100% svare på, hvad det er, men det ligner bestemt chiafrø. Vi bruger dem ikke i vores opskrift, så du kan sagtens udelade dem.
      Rigtig god dag til dig <3

  14. Hej. Kan den spises koldt? Vi har ikke mulighed for at varme den op.

    • Kære Katrine
      Ja, det kan det sagtens! Lykkefad smager godt både varmt og koldt 🙂
      God dag til dig <3

  15. Hej
    Jeg kom til at bruge naturli’ 38% fløde. Puha, det smagte virkelig grimt. smagte lidt som youghurt… – Portion til 8, lige til at kyle ud!
    Hvilken fløde kan du anbefale?

    • Hej Martin
      Nej, hvor ærgerligt, at du har haft en dårlig oplevelse med vores opskrift! Vi ANER seriøst ikke, hvad det er for en fløde, du har haft fingrene i – os bekendt har Naturli ingen fløde på 38%? De har en rigtig udmærket havrefløde på 14,5%. Alternativt sælger Lidl nogle gange en havrefløde af mærket Milbona på 15%.
      Med en fedtprocent på 38 kan vi godt frygte, at du ved et uheld har fået fat i en animalsk fløde, og det forklarer absolut det dårlige resultat. Håber, at du har mod på at prøve igen!
      Rigtig god aften til dig <3

  16. Bettina Dorvil

    Hej! Jeg vil rigtig gerne prøve at lave denne lækre opskrift, men vil gerne lave den dagen før. Kan man det?- jeg har hørt noget om at man ikke må genopvarme ris – er det rigtigt eller er det mere hvis de f.eks har stået ude hele natten?
    Bedste hilsner Bettina

    • Kære Bettina
      Dejligt, at du har mod på at prøve vores lykkefad! Det kan SAGTENS laves dagen før, og det kan også fryses ned, hvis det skulle blive nødvendigt. Det du blot skal være opmærksom på er at få det på køl hurtigt efter det er lavet, ligesom at risene, inden de bruges hurtigt puttes på køl til afkøling – og at lykkefadet ved genopvarmning varmes op til minimum 65 grader.
      Rigtig dejlig aften til dig – og glædelig jul <3

  17. Efter min mor fik konstateret forstadie til lungekræft har vi skiftet livsstil “rygestop og så vegansk vi kan”
    Jeg faldt over denne side, da jeg ledte efter alternativer til julebordet. Min mor har svært ved at tygge, så gør det nogen forskel, hvis jeg finhakker/banker hasselnødderne?

    • Kære Jacqsen
      Allerførst STORT god bedring til din mor! Vi ønsker hende alt godt <3
      Dejligt, at du har fundet inspiration her på vores side - det glæder os! Du kan sagtens finthakke hasselnødderne, det gør ingenting!
      Rigtig god dag til dig <3

      • Tusind tak <3 findes der ikke noget som ikke har mælke spor osv.?
        Jeg er nærmest fanatisk i at få os 100% veganske, så vi kan sulte den knude ud. Skal man så lave alt fra bund selv eller?

        • Kære Jacqsen
          Det er meget svært helt at undgå fx “spor af mælk”, hvis produkterne ikke produceres på en rent vegansk facilitet – det er vel også en måde for producenten at helgardere sig på, så hvor meget af disse “spor” der rent faktisk kan måles, kan man kun gætte på. Derfor, hvis du helt vil undgå det, er helt hjemmelavet mad nok den bedste måde at gøre det på – og herunder at gå benhårdt efter wholefoods, altså uforarbejdede fødevarer.
          Godt helbred til din mor <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *