Ud over Proteinspørgsmålet må spørgsmålet “Jamen, er det ikke dyrt at leve vegansk?” nok det, vi hører oftest. Og svaret er meget simpelt: NEJ – tværtimod!
[AdSense-A]
Uanset, hvad du spiser – og vi vil jo allerhelst have, at du spiser vegansk – så er lidt planlægning og omtanke i køkkenet en rigtig god idé, hvis du vil undgå at spilde penge på madbudgettet. I udgangspunktet er det dog vores erfaring, at en plantebaseret kost er langt billigere (og sundere!) end nogen anden kostform.
Vi har nedenfor lavet en række nemme og brugbare tips til dig, så du let kan holde budgettet i hverdagen og forbruget holdes på et – om vi så må sige – spiseligt niveau:
- Gå benhårdt efter tilbud – der kan være virkelig meget at spare, når supermarkederne fx har 20% på økologi eller plantemælk koster 10 kr. i stedet for 19 kr.
- Køb stort ind, når der er tilbud på langtidsholdbare varer – vi har stadig glæde af både plantemælk og havregryn, som vi købte stort ind af sidste år 🙂
- Medmindre der er et specifikt godt tilbud, du går efter, så hold dig til de billige supermarkeder, når du køber ind
- Køb ind efter sæson (der er i øvrigt også mere næring og smag i frugt og grønt i sæson)
- Brug de billige grønsager – fx kartofler, løg, gulerødder og kål – som basis i dine retter
- Giv dine retter fylde og substans med grove grønsager, bønner, linser osv.
- Brug fuldkornspasta og brune ris i stedet for hvid pasta og ditto ris – det mætter bedre og er sundere
- Brug et minimum af veganske købe-kødalternativer som bøffer, pølser og fars og lad dem være en “luksus” en gang imellem i stedet for at udgøre hoveddelen af dine måltider
- Køb tørrede bønner, opblød og kog dem selv – det er langt billigere end at købe dem på dåse, og så smager det bare bedre
- Smid aldrig rester ud, også selvom de er små – med lidt fantasi og tilføjelser (vi kalder det at “forlænge” retten 🙂 ) kan de fleste rester ende op med at blive et skønt måltid næste dag
- Har du et glas spread som er ved at være tomt, så hæld noget plantemælk i og noget bouillon, så har du en slags pesto til din pasta
- Ha du en rest suppe tilbage fra dagen før så tryl den om til en lækker paste/spaghetti-sauce; tilføj evt. lidt jævning eller lidt havregryn og lidt gærflager
- Har du en rest kokosmælk, rød- eller hvidvin, så hæld den i isterningbakken (eller -posen) og brug et par terninger, når maden skal have et twist
- Find budget-udgaver, når du skal give din mad et “pift” – fx solsikkekerner i stedet for pinjekerner og rosiner i stedet for tranebær
- Tag udgangspunkt i det, du lige har i køleskabet i stedet for hele tiden at købe nyt – det stimulerer kreativiteten og gør, at du slipper for at smide en masse glemte madvarer ud
- Vær ikke bange for gammelt brød (heller ikke rugbrød) – udskåret i tern og bagt i ovnen eller ristet på panden i lidt olie og hvidløg og drysset med havsalt egner det sig perfekt til croutoner på din salat, i din suppe eller som snack
- Lad én dag om ugen være din køleskabsoprydningsdag, hvor du med alle dine grønsagsrester laver skønne gryderetter, supper og brød
- Er pærerne, melonen eller bananen ved at være for modne – og ved du, at du ikke når at spise dem – så klargør dem og skær dem op i mindre stykker og frys dem – og voilá, så har du det skønneste iskolde fyld til din næste smoothie!
- Bløde (men spisbare) grønsager er super til supper
- Lav gerne en madplan – det giver overblik over både indkøb og tid og kan være guld værd i en travl hverdag
- Har du have eller altan, så benyt dig af udendørspladsen og dyrk nogle af dine sager selv. Vi er i sommerhalvåret delvist selvforsynende med salat, tomater, agurk, grønkål, chili, jordbær, brombær, krydderurter, spinat etc.
- Gå på jagt efter gratis mad i naturen – og tryl godterne om til supper, godbidder, marmelader af forskellig art og salater
Vi har stort fokus på økologi og lever månedligt for ca. 2000 kr. for 2 personer, der spiser godt, rigeligt og 98% økologisk.
[AdSense-A]
Wow, tak for god artikel. Vi bruger ALT for mange penge på mad. Det er kun mig, der gerne vil spise mere vegansk. Vil tage jeres råd til mig og se om jeg kan prøve at spare lidt fremover…
Kære Trine
Mange tak for din kommentar!
Det er helt klart vores oplevelse, at det generelt er billigere at spise vegansk end animalsk – vi håber, at vores råd kan hjælpe dig yderligere!
Dejlig dag til dig <3
Er jeres budget udelukkende lagt for aftensmåltider eller er det alle måltider der medregnet? 🙂
– tak for inspiration til endnu flere muligheder for at gemme/forny råvarer 😀
Kære Stine
Vores budget er for alle måltider, men uden ud-og-spise-mad ?
God dag til dig ❤️
Det lyder næsten for godt til at være sandt! 😀 .. Vi skal vidst til at stramme op, hvis det kan gøres så billigt! f. eks. handlede vi for 1-1500 kr i går og det var hovedsageligt aftensmad/enkelte snacks og lidt rugbrød/andet… Og det var så for en uge.. ups..
Kære Stine
Med lidt omtanke kan det sagtens lade sig gøre! Vi er 2 – sultne og voksne – i husstanden, og budgettet holder 🙂
Starter man helt fra bunden med en vegansk levevis, skal man selvfølgelig påregne “opstartsudgift” til at få basislageret op og køre, men derudover burde det kunne lade sig gøre, hvis man holder sig til vores råd 🙂
Rigtig god søndag <3
Kan I lave en madplan for 1-2 uger – alle måltider på ca. jeres bugdet?
Kære Anonym
Du kan se vores madplaner her; http://www.veganer.nu/madplan/ – disse koncentrerer sig dog om aftensmåltiderne, men måske en dag vi får tid til at lave for alle dagens måltider. Det er klart muligt at leve godt og sundt omfattende alle måltider på vores budget 🙂
Rigtig god dag til dig <3