Valentina – ændrede systemet for veganske børn

Jeg er kvinde, kæreste, mor til 2 børn — Luca på 13 og Evy Lilje på 4 — uddannet sygeplejerske og kommende biopat. Desuden er jeg miljø- og dyreretsaktivist og har været veganer de sidste 3 år.

Da vi i sin tid traf beslutningen om at blive veganere, var det i første omgang af etiske årsager. Men som de fleste indser i løbet af den første tid, hvor man går i dybden med den nye store beslutning, så er veganisme et valg der gavner, ikke bare selvopfattelsen og samvittigheden, men i den grad også miljøet og sundheden.

Sidstnævnte er årsagen til, at vi ret hurtigt begyndte at undersøge, hvad kost til veganske børn skal indeholde — og hvad, om noget, der skal suppleres med. Inden for relativt kort tid følte vi grundlæggende, at vegansk kost var det rigtige for vores børn også. 

Vi kunne tage ansvaret og forme vores bidrag til den næste generation til at være empatiske mennesker, der tidligt i livet havde lavet sammenkoblingen mellem det liv, vi lever og nyder og den påvirkning, vi har på andre levende væsner og planeten… nåh ja.. og så lige vores egen krop og sundhed.
 
[AdSense-A]  
Vi forventede, at Evy, som knapt nok var begyndt at spise fast føde, kunne nå at opleve dette som det første og naturlige valg i livet. Vi forventede også, at hun forholdsvist problemfrit kunne opbygge en identitet som plantespiser, der med selvtillid kunne begå sig i ude i samfundet, som så grundlæggende bygger på udnyttelsen af andre skabninger. Luca har levet det meste af sit liv som altspiser og er i en alder, hvor valget i sidste ende træffes af ham selv, så vi fandt hurtigt ud af, at vores opgave lå i at vise ham mulighederne og årsagerne – og så selv have roen og tålmodigheden til at lade ham træffe sine egne beslutninger og konklusioner.

Jeg tror på, at børn fødes med en naturlig empati og nysgerrighed overfor andre dyr, og lysten til at spise deres kød er derfor tillært og unødvendig.

Vi fastslog hurtigt, at dårlig samvittighed ikke måtte være afgørende for, hvordan børnene skulle forholde sig til omstillingen til veganismen — forudsætningen for skyld og samvittighed er “valg”, og børn træffer ingen selvstændige valg de første mange år af deres liv. De formes og ledes af deres forældre, og derfor kan de ikke pålægges hverken skyld eller ansvar for hvilken kost, der er blevet en naturlig del af deres liv; ej heller følgerne heraf.

 Når man som forældre vælger at skabe så store ændringer i børnenes liv, så kræver det medfølelse og respekt for børnenes tvivl mod den nye retning og forståelse for den modstand, der kan opstå, når man pludselig står og afviser en så grundlæggende del af deres opdragelse hidtil.

 Da Luca var helt lille, udtrykte han fra start en modvilje mod at spise kød, men han blev gennem de første par år korrigeret og presset til at acceptere, at kød var sundt og nødvendigt. Den dag i dag bliver jeg jævnligt vred på mig selv over den negative påvirkning, jeg havde på mit barn i en tid, hvor hans forsøg på at vælge blev affejet og negligeret. 

Jeg tror på, at børn fødes med en naturlig empati og nysgerrighed overfor andre dyr, og lysten til at spise deres kød er derfor tillært og unødvendig.

På den måde kan man sige, at vi ødelægger vores børns medfødte empati overfor dyrene, nøjagtig som vi selv har fået den ødelagt tidligt i vores liv. 

Som veganske forældre skal man høre for meget. Man skal forsvare meget. Man skal forklare meget. Både i den nærmeste omgangskreds, men også sporadisk i mødet med samfundet – og praktisk talt hver dag. Det er ressourcekrævende, men noget vi gerne står model til for at være med til at beskytte de værdier, vi mener der skal dyrkes i samfundet.

Luca var 10 år og i folkeskolen, da vi omstillede os, og derfor havde vi ikke behov for systemets hensyntagen i det daglige. Dog vidste jeg, at de årlige besøg hos sundhedsplejersken ville give anledning til bekymring og løftede øjenbryn, ligesom det ville være tilfældet, når vi besøgte lægen. Luca var heller ikke som altspisende en stor dreng, og nu var det ikke svært at se, hvilken årsag man kunne tillægge dette. Jeg må nogle gange om året forsvare, om mine børn får næring nok og minde systemet om, at han følger den samme vækstkurve, som han altid har fulgt. Og dette på trods af at Luca ikke lever fuldt vegansk! Bare mærkatet er nok til at få pisket en stemning op hos både læger og sundhedsplejersker.

Evy var derimod lige startet i vuggestue og hver eneste dag var vi afhængige af det offentliges tilbud, kost og pleje til vores mindste. Vi besluttede os fra start for, at vi ikke ville stille krav eller forespørge særlig kost i den tid, da vi ikke forventede at systemet kunne rumme “en afviger”. Vi glædede os bare til børnehavetiden, hvor vi frit kunne give Evy madpakke med og takke nej til komælk. Vi havde ingen forventning om, at det kunne gå hen og blive problematisk.

Jeg sad derfor ret rystet tilbage efter et kort telefonopkald fra børnehaven efter vores første møde inden start.
 Vi havde talt om løst og fast til det møde, herunder Evys kost og vores livvsyn. 
Jeg havde ikke været hjemme længe, før telefonen ringede og det var en af pædagogerne, der lige måtte informere mig om, at de havde checket med deres leder: Evy skulle have serveret kød hver dag og hun måtte ikke få vand i stedet for mælk. Medmindre jeg kunne give lægeerklæring på, at hun skulle have særlig kost, var der ingen hensyn at tage og intet kompromis at indgå. 

Urimeligheden, respektløsheden og provokationen i den udtalelse begravede vores tidligere lyst til at gå forsigtigt til værks. Det skabte en følelse af kamplyst og et ønske om få gjort op med formynderiet, som oven i købet pålagde en ringere og mere usund livsstil for vores barn, og andre børn, end den, vi selv stiller krav om.
 For at sikre nok væskeindtag for vores datter i løbet af dagen skulle der mælk til og ikke vand? Og for at sikre sund og næringsrig mad skulle der forarbejdet leverpostej til og ikke grøntsager?

Vi tog os et par dages betænkningstid og kontaktede derefter husets leder for at bede dem genoverveje deres synspunkt. Hun udtrykte hurtigt, at institutionen var pålagt kommunens regler og at den rigide tilgang ikke var et spørgsmål om manglende fleksibilitet fra deres side, men regler, der skulle overholdes. Jeg undrede mig over, at Herlev Kommune kunne have så ufleksible ordninger til forskel fra deres nabokommuner, hvor jeg hurtig fandt eksempler på acceptable kompromiser. Svaret var klart: det var ikke en mulighed, de kunne eller måtte tilbyde. Derfor var det et naturligt skridt at opsøge næste nærmeste leder placeret på kommunen – distriktschefen.
 Jeg sendte en lang mail fyldt med familiens betragtninger og gjorde mig ingen illusion om, at dette kunne være nok til at blive hørt. Derfor samlede jeg alt materiale — forskningsartikler, citater fra dansk lovgivning samt nordiske og britiske retningslinjer og anbefalinger — jeg kunne finde. Kort sagt: en storm af letlæselig, troværdig information, som måtte danne udgangspunkt for nytænkning og i sidste ende et kompromis i hverdagen for vores datter.
 Efter et par mails og et par telefonsamtaler følte jeg mig fortrøstningsfuld; jeg blev mødt af en umiddelbar venlighed og forståelse, så selv om månederne gik og ingen beslutning blev truffet, var jeg atter naiv nok til at tro, at selvfølgelig måtte fornuften sejre.

Sagen blev forelagt kommunalbestyrelsen, og kommunelægen skulle vurdere materialet. Det lyder jo nemt nok ikke? Næ…. efter godt 7 måneders sagsbehandling blev svaret kort: kommunelægen siger nej. Det var umuligt ikke at sidde tilbage med associationer til Little Britain’s “computer says no”, og jeg følte mig placeret i en udmattende twilightzone, hvor gensvar på velovervejet fornuftig argumentation er “næ, gider ikke”.

Det må være ganske naturligt, at man i ny og næ mister pusten og bare tænker, at det hele må bare flyde, for vi skrider. Og det planlagde vi vel også….Vi indmeldte Evy i nærmeste Rudolf Steiner-børnehave, hvor kosten er vegetarisk og de var mere end villige til at finde alternativer til de animalske produkter, som ellers ville fremkomme i hverdagen. Vi trak os helt tilbage fra kampen i nogle måneder, men som tiden gik og energien kom tilbage, voksede lysten til at få afsluttet det, vi havde startet. Ikke bare for Evy, men for princippet.

 De, der kender mig, ved at jeg er inkarneret idealist. Sådan en kamp kunne umuligt kun handle om “os og vores”, og det gjorde den selvfølgelig heller ikke.

Så mens Evy ventede på sin plads i Steiner-børnehaven, kom jeg på benene igen og planlagde vores næste træk. At tage kontakt til Dansk Vegetarforening virkede naturligt; de om nogen måtte ligge inde med viden og ressourcer til at bakke mig op i den fælles sag om veganske børn. 
Interessen var også stor, og støtten kunne mærkes fra start. Ligesom jeg, ser Dansk Vegetarforening tydeligt den stigende tendens i vores samfund; mennesker, der orienterer sig fra at være altspisende, storforbrugende “livsnydere” til veganske, miljøbevidste individer, der søger fællesskabet hvor ALLE kan nyde og ingen skal lide.
 Det er skarpt ridset op, men man skal ikke lede længe efter eksemplerne rundt omkring i landet. Derfor er det også på tide, at systemet følger med og orienterer sig om de nye behov og krav, som borgerne — kunderne — stiller. Også i forhold til børn og veganisme.

Jeg satte mig atter ned og sendte en lang mail, denne gang til borgmesteren. Jeg havde ikke regnet med meget andet end et afvisende svar, der kunne copy-pastes til de sociale medier og bruges til at skabe lidt mere røre i andedammen. Derfor var overraskelsen stor, da borgmesteren på ingen tid fik liv i sagen igen ved at bede alle ledere på området mødes med familien og henstillede til et kompromis, der kunne tilfredsstille og måske endda vise hensyn.

I løbet af nogle uger havde jeg nu en aftale på kommunen med 3 ledere og Dansk Vegetarforening ved min side som back up. Det føltes stort, men alligevel har jeg lært, at man skal være varsom med forventninger til de store dinosaurer. Der blev lyttet, snakket, vendt og drejet betragtninger, og efter lidt mere betænkningstid blev der holdt endnu et møde. For godt og vel en måned siden satte jeg mig igen i mødestolen og forventede at skulle forklare og forsvare, men den første sætning, jeg blev mødt med, var: “Kan du skrive et eksempel på en madplan til børnehaven for en uge, som du mener giver rimelige veganske alternativer?” 

Pludselig sad vi der og var ikke helt klar over hvor overgangen fra kæmpende udmattede forældre til sejrherrer havde været? 
Det skete uden de store udsving i debatten. Nu var det bare naturligt, at kompromiset skulle foreligge — nogenlunde lige så naturligt som at det året forinden havde været, at der intet kompromis kunne være!
 En mærkelig følelse, som selvfølgelig hurtig blev erstattet af glæde og tak.

For selvom om vi ikke fik noget foræret i denne kamp, så er vi utrolig taknemmelige for, at disse kommunale ledere evnede at sætte et punktum for en rigid kommunalpolitik og starte en ny op, der nu bunder i ægte respekt for forskellighed og omsorg for familier og deres individuelle valg og behov.

 Altså må Rudolf Steiner vente, for selv om Evy fik plads her i det nye år, har familien besluttet at blive i den kommunale børnehave og lade “afvigeren” blive en del af den normale hverdag. Måske der kommer en anden vegansk lille pige eller dreng i nærmeste fremtid, der så kan nyde godt af børnehavens nye snart indarbejdede rutiner? Og Evy befinder sig godt; hun får trygt afprøvet sin identitet som vegansk pige sammen med altspisere. Hun kan få lov at afvise et måltid og få et alternativ. Hun kan sidde med uddannede pædagoger, der nu forpligter sig til at tænke over deres retorik.
 Bliver man stor og stærk af kød? Er mælk godt for knoglerne?
 Det er ikke længere floskler, som automatisk kan lires af i vores daginstitution, og det ser vi eksempler på regelmæssigt.
 Vores, og de andres, børn er blevet mere bevidste om hvad de spiser — altså, bogstaveligt talt hvad eller hvem. Og selv andre forældre har gjort sig visse tanker. 
Det føles godt at have været en del af.

Familien vil takke Dansk Vegetarisk Forening mange gange. Vi håber på og ønsker, at den kontakt, som er blevet etableret mellem institution og forening, bidrager til nytænkning.
 Vi håber også, at vi igennem vores historie kan inspirere andre spirende veganske forældre til at være en del af den store og vigtige ændring i samfundet. Det koster muligvis et par grå hår, men det fodspor man har været med til at sætte i fremtiden, er det hele værd.

Der er støtte at finde derude, og hver dag bliver den stærkere og mere synlig, fordi individerne finder fællesskabet. For sundheden, planeten og dyrene.

Se Valentinas brev med dokumentation til kommunen og brev til borgmesteren.

Læs mere om vegansk ernæring til gravide, ammende, spædbørn og småbørn her.

Har du også en vegansk historie, du vil fortælle? Skriv til os på karina@veganer.nu!
 
[AdSense-A]