Jeg voksede op med forældre, som var lidt ældre end mine jævnaldrendes, så maden i mit barndomshjem var meget klassisk. Min søster tog beslutningen om at omlægge sin kost allerede i gymnasietiden, da jeg stadig var for ung til at forstå det (ca. 9-10 år), og min bror fulgte trop nogle år efter. Der skulle dog gå en del flere år, før jeg selv tog beslutningen – disse år var præget af lidt forskelligt, blandt andet en kræftsygdom som 15-årig og nogle år derefter, hvor fest og farver var langt mere interessant end uddannelse, kost og motion.
Jeg begyndte så småt at se det hykleriske i, at jeg satte himmel og jord i bevægelse for et par kattekillinger og samtidig tankeløst spiste torterede køer, grise, høns og fisk dagen lang.
Da jeg i midt tyverne så småt havde fået realiseret karrieren og andre praktiske ting, var jeg pludselig lydhør overfor andet end mine egne behov; jeg engagerede mig som frivillig i en dyreværnsorganisation og dette sammen med påvirkning fra familien skulle vise sig at blive udslagsgivende i forhold til min vej mod veganismen.
[AdSense-A]
Jeg begyndte så småt at se det hykleriske i, at jeg satte himmel og jord i bevægelse for et par kattekillinger og samtidig tankeløst spiste torterede køer, grise, høns og fisk dagen lang. Qua mit frivillige engagement forstod jeg pludselig, at selv de økologiske varer, jeg bestilte hjem fra specifikke farme også var dyr, som ønskede at leve, men som blev dræbt for min appetits skyld. Jeg rådførte mig med min søster og hun hjalp med idéer til, hvordan jeg kunne komme igang. Jeg startede med at blive pescetar, da jeg skulle bruge 6 måneder til at forstå, at fisk også har et nervesystem. Dernæst levede jeg som vegetar i 3 1/2 år, indtil jeg en dag besøgte en konventionel malkekvægsbesætning og hørte en ulykkelig kalv kalde efter sin mor – dette var ubærligt. Her forstod jeg endelig, at mælkeindustrien er den værste og mest udbredte form for mishandling og følte mig igen som den største hykler, når jeg som vegetar – for dyrene – blot havde sat mit forbrug af mælkeprodukter op og dermed stadig støttede en industri, hvor vi med tvang inseminerer, misbruger og dræber køerne og sågar dræber spildproduktet (tyrekalvene) lige efter fødslen, blot for at vi, som det eneste pattedyr, kan patte hele livet fra en anden art!
Jeg lever i dag vegansk og jeg har aldrig været sundere, stærkere eller hurtigere – det har jeg min læges ord for. At jeg ikke har haft nogen sygedage i 5 år og heller ikke har taget så meget som en hovedpinepille, taler også sit tydelige sprog. Nå ja – og så er jeg 40 kg lettere i dag.
Jeg måtte erkende, at min tidligere diæt havde afstedkommet en betragtelig overvægt, som jeg dog i lang tid kunne skjule på mine 198 cm. Plantekost alene har ikke været årsag til mit markante vægttab, men modsat har det så sandelig heller ikke været en hindring i forhold til træning – tværtimod. Jeg vil faktisk påstå, at min restitution er helt i top på en plantediæt (dette er netop også årsagen til, at mange topatleter vælger en plantebaseret diæt – Serena Williams, David Haye m.fl.). Jeg kan prale af at have løbet halve og hele marathons, og jeg har aldrig haft mere muskelmasse, end jeg har i dag – så drop nu det “proteinpladder” en gang for alle, for jeg mangler bestemt ikke noget som veganer!
Uanset hvad, så blev jeg veganer af etiske årsager. Hvis jeg kan leve et sundt og raskt liv uden at dyr skal dø, så gør jeg naturligvis det. Efterfølgende er jeg blevet bekendt med de sundhedsmæssige fordele og sidst men ikke mindst de konsekvenser, kødspiseri har for miljøet.
Jeg sidder i dag tilbage med en passion, en mission og et indædt ønske om at stoppe det fuldstændigt unødvendige helvede, vi udsætter dyrene for.
Har du også en vegansk historie, du vil fortælle? Skriv til os på karina@veganer.nu!
[AdSense-A]