Mit navn er Talia, jeg er 14 år gammel, og jeg har været veganer siden sommeren 2014. Min rejse fra kødspiser til veganer har for en stor del været mental, og den udvikling, jeg har gennemgået, har på én gang været både hård og naturlig.
Jeg har gennem mit (korte) liv haft både fysiske og psykiske problemer. Fra jeg var 4 år har jeg kæmpet med hypermobilitet, som begrænsede mig i alle fysiske udfoldelser, fordi jeg var så bange for at noget skulle gå af led – og da min albue så en dag alligevel gik af led, blev jeg fejlbehandlet på skadestuen, så jeg mistede følelsen i min ene hånd og måtte igennem et 5 måneders genoptræningsforløb. Da jeg blev ældre, begyndte jeg pludselig at lide af stærk hovedpine, som ikke ville gå væk på trods af alle mulige forskellige behandlinger, og ligesom med hypermobiliteten, blev jeg begrænset i mine aktiviteter (tv, computer etc.) og jeg blev desuden også angst for, at min mad forværrede hovedpinen.
[AdSense-A]
Det satte sig som en depression, og jeg blev meget tynd og apatisk, så jeg til sidst blev indlagt i 4 1/2 forfærdelige måneder på en psykiatrisk afdeling for børn og unge, hvor jeg følte, at jeg blev holdt indespærret, samtidig med, at jeg skulle lære at leve rigtigt igen. Jeg fik det lidt efter lidt bedre igen og blev til sidst udskrevet og kunne starte i skole igen. Jeg kunne læse, se film og spise uden at bekymre mig om hovedpinen, der nu var helt forsvundet, og jeg havde sågar overvundet min underbevidste frygt for fysisk aktivitet!
Jeg interesserede mig for min skole mere end noget andet, da jeg havde været væk fra den i flere måneder, og jeg gav ikke længere op med hensyn til at lave lektier i de fag, jeg fandt svære.
I slutningen af 6. klasse (foråret og sommeren 2014) havde vi emneuger, der påvirkede mig stærkt. Først havde vi en uge, der handlede om miljøet, hvilket jeg aldrig rigtig havde tænkt på. Efterfølgende havde vi en uge om landbrug og senere havde vi sundhedsfag. Jeg blev i alle disse tre perioder meget nysgerrig og begyndte at undersøge forskellige ting om emnerne.
Jeg fandt hurtigt ud af, hvad animalske produkter gjorde ved vores miljø, vores kroppe og dyrene. Jeg havde mine egne oplevelser med at føle mig begrænset og indespærret i baghovedet, og jeg så hurtigt en forbindelse til helbred generelt, miljøproblemer og de smerter, som dyrene oplever i det animalske landbrug – det skulle ikke være på grund af mig, at disse ting foregik!
Jeg var stolt og lettet over endelig at kunne kalde mig veganer.
Jeg satte mig herefter for at blive veganer. Men det var svært, fordi mine forældre havde set mig gennemgå frygtelige ting, og de troede, at der var ved at ske noget slemt med mig igen. Lægen, som jeg have regelmæssige besøg ved, var ikke overbevist: Jeg måtte kun være vegetar – ikke veganer, fordi jeg ellers ikke ville få de aminosyrer og det protein, som hun var overbevist om, at kød kunne give mig. Jeg kæmpede mange kampe med mine forældre for at få dem til at forstå, at man godt kan være sund som veganer, og de accepterede det efterhånden som jeg lærte mere omkring ernæring som veganer og i takt med, at jeg blev mere selvstændig omkring min mad.
Det var magisk, da min mor med accepterende stemme måtte sige, at jeg var veganer. Jeg var stolt af og lettet over endelig at kunne kalde mig veganer i stedet for at komme med lange forklaringer om, at jeg var vegetar, men at jeg heller ikke spiste mælkeprodukter, fisk eller æg.
Jeg skulle selv sørge for tilberedning af min egen mad, men det var det mindste af problemerne, for jeg følte en indre glæde og lethed ved at vide, at jeg ikke længere støttede en industri, der medførte lidelser og død for dyr, ødelæggelse af Moder Jord og dårligere helbred. Mine forældre siger, at de aldrig bliver veganere, men de (især min mor) spiser mere plantebaseret og “rent” med mindre tilsætningsstoffer nu – og de glæder sig altid til, at vi skal have veganske retter. Selvom min lillebror er mere skeptisk, kan han alligevel bedre lide veganske boller i karry end grise-boller i karry 🙂
Jeg tør i dag kaste mig ud i næsten alt på baggrund af veganismen; jeg ved, at jeg gør alt, jeg kan for min sundhed: Jeg har alting at leve for: især dyrene, jorden og mit eget ve og vel, og jeg føler mig absolut FRI.
Veganismen har lært mig at være den jeg er, at stå ved mine meninger og at ignorere dem der ikke kan lide mig.
Jeg har ikke taget noget medicin i mere end 1½ år, jeg sover skønt, fordi jeg ved, at jeg ikke skader nogen, og jeg har ikke haft arme der er gået af led eller hænder, der er blevet lamme, og vigtigst af alt har jeg ikke haft hovedpine siden da – medmindre du tæller den hovedpine med, som jeg får, når jeg hører dårlige argumenter mod veganisme 😉
Læs mere om Talia, hendes tanker, hverdag og opskrifter på hendes blog.
Har du også en vegansk historie, du vil fortælle? Skriv til os på karina@veganer.nu!
[AdSense-A]
Pingback: Min fortælling | Talia Egedal