For en del år siden læste vi bogen The China Study, der satte gang i mange tanker omkring kost, ernæring og sundhed – og den er nu, i året for sit 10-års jubilæum, endelig udkommet på dansk.
Bogen indeholder bl.a. masser af interessant forskning og sammenhænge mellem animalsk protein og forskellige sygdomsformer og har inspireret mennesker over hele verden til at interessere sig for vegansk kost. For nogle kan det være første skridt på vejen til at blive veganer.
[AdSense-A]At bogen er fra 2006 gør den ikke mindre aktuel – og dens budskab er klart; holder du dig fra animalske fødevarer og i stedet spiser frisklavet og fiberrig plantekost, vil du ifølge bogens forfattere med overvejende sandsynlighed slippe for eller kurere den vestlige verdens velstandssygdomme som fedme, diabetes, forskellige typer af kræft, hjertesygdom og flere autoimmune sygdomme!
Forfatteren, Dr. Campbell, har med sin kontroversielle tilgang til forebyggelse og helbredelse risikeret sin profesionelle karriere ved at være fortaler for en plantebaseret kost. Han har desuden blotlagt, hvorledes forskningsverdenen, politikere, medier, fødevare- og lægemiddelindustri er syltet ind i økonomiske interesser på bekostning af befolkningens sundhed.
Selvom der er meget information og mange meninger, så er der meget få, som ved, hvad de bør gøre for at få et bedre helbred.
Vi klapper i hænderne over, at The China Study endelig er udkommet på dansk, så flere herhjemme får et incitament til at læse den. Selvom det primært er amerikanske forhold, som er omdrejningspunktet for bogen, gør det ikke dens indhold mindre relevant, idet meget sagtens kan overføres til danske forhold.
Kinastudiet, som den danske udgave hedder, er dog ikke vellidt af alle. Der er kritik af bogen – også fra folk, som påstår, at de ikke arbejder for kød-, ægge- og mejeriindustrien. Læs den og bedøm selv!
Køb bogen her.
Forlag: Direction Books
Forfattere: T. Colin Cambell
Antal sider: 421
Udgivelsesdato: 14-04-2016