At være veganer er så meget mere maden… Fundamentalt handler veganismen om et stop for al udnyttelsen af dyr! Maden er en (vigtig) del af det.
En veganer ser på udnyttelse, vold og uretfærdighed overfor dyr på samme måde som på alle andre former af udnyttelse, vold og uretfærdighed; vi er stærkt imod det og ønsker dets komplette afskaffelse. Den ‘officielle’ definition på en veganer har ændret sig et par gange – fra et syn kun på mad hen imod et mere generelt syn på undertrykkelse og udnyttelse af dyr.
Hvis vi skal finde en analogi på en uretfærdighed som tidligere var tilladt og nu ikke længere er det, så tænk fx. på slaveri. En slave er frarøvet sin frihed, oplever uretfærdighed og er i et udnyttelsesforhold i forhold til slave-ejeren. I dag er det nok de færreste der tør stå frem og sige at de er tilhængere af slaveri – men sådan har det jo ikke altid været.
Lad os lave et eksempel med slaveri og se, hvilke spørgsmål det leder til. Som udgangspunkt tager vi tre forskellige personer:
- En “deltids-veganer”
- En “50% veganer”
- En “95% veganer”
Hvilke konsekvenser vil ovenstående personer have på tilgangen til (og accepten af) slaveri?
- En “deltids-veganer” går delvist ind for slaveri
- En “50% veganer” går ind for slaveri halvdelen af gangene
- En “95% veganer” går ind for slaveri 5% af gangene
Det leder til følgende spørgsmål:
- Kan man være imod slaveri på deltid?
- Kan man være imod slaveri 50% af tiden?
- Kan man være imod slaveri 95% af tiden?
Det er indlysende, at det kan man ikke. I hvert fald ikke uden seriøse moralske problemer! Hvordan oplever slaven din modstand? Oplever slaven i det hele taget din modstand – eller oplever slaven din accept af, og deltagelse i, slaveri?
Et dyr, f.eks. en ko, har ligesom slaven intet valg. Vi kan argumentere for at dyret faktisk er en slave! Den eksistere i et udnyttelsesforhold. Bonden gør som han ønsker med koen, og når den ikke længere tjener (nok) penge – slås den ihjel.
Hvis vi ser på ovenstående spørgsmål, kan man så være “deltids-veganer”, “50% veganer” eller “95% veganer”? Vi mener ikke at man kan – da man da aktivt ville udnytte dyret noget af tiden, halvdelen af tiden eller 5 % af tiden og selv “en lille smule” udnyttelse, er stadig udnyttelse.
Du kan selv prøve at udskifte slaveri med andre koncepter, der basalt set er udnyttelse. Her er nogle forslag:
- Slå sin kone/mand
- Eks; kan man være delvist imod hustruvold? Altså, findes der tidspunkter hvor det er ok for en mand at tæske sin kone?
- Slå sine børn
- Eks; kan man være delvist imod vold mod børn? Altså, findes der tidspunkter hvor der er ok for en forældre at tæske sine børn?
- Voldtægt
- Eks; kan man være delvist imod voldtægt? Altså, findes der tidspunkter hvor det er ok at voldtage en anden?
Vi konkludere derfor at; man ikke kan være delvis veganer! Man kan være delvis plantespiser – men det er noget helt, helt andet. Man kan anse en “delvis plantespiser” som en person der ikke binder sig til moraliteten i at udnytte dyr.
Hvad synes du selv? Er du enig eller uenig? Kan du finde flere udnyttelses-koncepter man ikke kan være delvis imod?
Hvis du er enig i ovenstående betragtninger, er det på tide (i overført betydning) at stoppe med at være slave-ejer!
Et komplet stop for brug af animalske produkter er den eneste rationelle og logiske beslutning – og den eneste beslutning som respektere dyret og dyrets individualitet og rettigheder.
Hej!
Først og fremmest en super fin blog.
Jeg kan godt følge dig i, at man ikke kan tage “halvt eller delvist afstand”, men omvendt kan det for mange være en stor kultural omvæltning, at blive fuldtids veganer.
Jeg synes uanset hvad, at det er positivt, at danskere tænker over deres valg og vælger mindre kød – hvis alle gjorder det, ville det stadigvæk bidrage til en bedre produktion og et bedre miljø.
Det optimale ville selvfølgelig være, at alle blev veganere.
Min pointe var, at vi stadigvæk skal rose folk for, at tage nogle kødfrie dage og giver dyrene en tanke – det er også ofte sådan man starter med at blive veganer!
//Veganeren
Kære Oliver
Tak for din kommentar.
Du har skam helt ret – det kan være en udfordring for nogle at blive veganere. Det er især sociale forhold, som kan være svære, men med den mere positive branding af veganisme og vegansk mad, vi ser i øjeblikket, tror vi, at udfordringen bliver mindre og mindre. Desuden er der stor hjælp at hente i de veganske fællesskaber, fx på Facebook. Vores holdning er at dyr, som et minimum, fortjener frie liv uden at blive aflivet og parteret, fordi det anskues som en resurse. Her er veganisme en naturlig konsekvens – og også et basalt trin for at blive en bevidst forbruger.
Vores egen praktiske tilgang er altid at rose folk ved tilnærmelser til veganisme (det er også tydeligt, når man fx følger os på de sociale medier) – samtidig med at vi ikke lægger skjul på, at dét at blive veganer er det eneste konsekvente valg, der giver mening i forhold til dyret som et individ (og sundhed og miljø). Dyret, som i chok og gru sendes fra denne verden kæmpende på det blodrøde slagterigulv, kan ikke bruge vores positive tanker til noget. Der skal handling bag tankerne.
Vi støtter derfor alle initiativer, som kan få danskerne (og alle andre) til at spise mindre kød, æg og mejeriprodukter – ikke fordi vi mener, at marginale velfærdsforbedringer er noget som helst holdbart og (i forhold til uretfærdigheden) langsigtet mål i sig selv, men fordi det kan lede til et ændret tankemønster hos forbrugeren, hvor denne ved selvsyn kan konstatere, at vegansk mad er både lækkert, godt og fuldt ud muligt at leve på.
Folk bliver veganere af forskellige årsager. Vi tog fx beslutningen baseret 100% på den uretfærdige behandling af dyr og måtte undervejs finde ud af, hvad vi så skulle spise (og købe af tøj, møbler og ting og sager). Andre er i starten mere fokuserede på at finde ud af hvad de skal spise, fx baseret på sundhed eller smagspræferencer. Andre igen har en miljømæssig indgangsvinkel.
Så længe folk ledes til til at forårsage mindre udnyttelse og færre aflivninger af dyr, er vi bag dem 100% – og det håber vi også, at vores website viser 🙂
Hej
Jeg går bestemt ind for bedre dyrevelfærd og at man skal spise mindre kød af sundheds- og miljømæssige grunde. Men veganer bliver jeg aldrig, da det går til yderligheder jeg ikke kan følge med i. Jeg synes I skal gå den politiske vej og få ændret lovgivningen for bedre dyrevelfærd og evt. ekstra afgifter på kød og mindre på grøntsager. Jeg går ikke ind for at vise vrede, lede og frustrationer overfor kødspisere og over for madproducenter gennem knap så fredelige demonstrationer for det bekræfter bare at I er blevet for fanatiske og det preller af på almindelige rationelle og kritisk tænkende mennesker.
Der er mange millioner mennesker der i dag lever i slavelignende forhold – det ville klæde jer at bruge mere krudt på dem – og der skal ikke sættes lighedstegn mellem mennesker og dyr – for hvad bliver det næste – at man som barn kan vælge om man vil være et menneske eller dyr – som så meget andet der er moderne at vælge til og fra i dag.
Hvis I er så frelste som I siger I er hvad er jeres holdning så til den her historie – som ikke er så langt ude som jeres egne sammenligninger:
“To antropologer skal ud og lave feltarbejde i Afrika – en stamme der bor i et område hvor der er meget tørke, de har kun lidt jord der kan dyrkes og som lige kan dække deres daglige behov for grøntsager og korn. De har ikke råd til at holde dyr, da der ikke vil være nok mad til dyrene i form af græs, da der næsten ikke er noget vegetation i området. Deres landsby er omgivet af stejle bjerge, hvor der bor vilde bjerggeder og når en bjergged glider i klipperne så lander de i landsbyen og de dør så snart de rammer jorden da der er mange meters fald. Det er så den eneste kilde til kød og de livsgivende vitaminer der følger med som de kan få fat i og det forsyner hele stammen året rundt og dækker deres fysiologiske vitamin behov – da de ikke har nok jord til at dyrke bælgfrugter osv. der kan erstatte kød. Hvis I var en af antropologerne der skulle være der i landsbyen et helt år uden at kunne få mad andre steder fra, vil I så som veganer føle jer nødtvunget til at spise bjerggeder eller vil I være fordømmende overfor de mennesker der overlever pga. disse geder – hvor de vil dø hvis de ikke fik de livsgivende vitaminer og hvor I vil anbefale at de lige så godt kunne blive kannibaler for det ser I som værende det samme?
Kære Lone
Tak for din kommentar 🙂
Du skriver “yderligheder” som jeg opfatter som “fanatisk” – der er et meget populært ord at bruge om veganere. Prøv at slå ordet op. Og så tænk på hvornår du selv er fanatisk – for det er du 100%! Ligesom alle andre. Men det glemmer du (og alle andre) mens du peger fingre af veganere.
For;
Fortsæt selv listen – nu ved du hvordan 😉
Desuden skriver du vi skal bruge mere krudt på mennesker. Sagt på en anden måde; vi må ikke arbejder for at forbedre forholdene for dyr, uden først at løse verdens problemerne for mennesker. Dette er et ofte brugt passiv/aggressivt angreb mod veganere (og andre aktivister indenfor alle områder). Prøv at læs op på Whataboutism som er dét du gør: https://en.wikipedia.org/wiki/Whataboutism. Yderligere har jeg ikke at sige til dette.
Du skriver også at der ikke må sættes lighedstegn mellem dyr og mennesker. Hvorfor skulle vi også ønske det? Vi har brug for dyrefrigørelse og dyrerettigheder, ikke at gøre dyr lig mennesker eller omvendt. Det er ingen overraskelse at folk som er indoktrinerede til at opfatte dyr som værende “under” mennesker, ikke ønsker at ændre dette misforhold, på samme måde som en slaveejer ikke ønskede at ændre loven så slaverne kunne opnå rettigheder og retfærdighed. Sådan er det altid med udnytterne. Hvis du ønsker at forstå den veganske position, skal du tænke på situationer udfra OFRENES synspunkt ikke for UDNYTTERENS synspunkt (altså dit eget).
Mht. din historie du har skrevet nederst, er der ingen konflikt med definitionen på veganisme. Prøv at læs dette indlæg her; Hvad er en veganer?
Har været veganer nu i ca. 6mdr, og er ikke lige startet på af tanken om dyrerne, men mere omkring sundhed.
Er det sundere at være veganer og undvære det animalske fedtstof?
Hej John
Dejligt at høre at du spiser vegansk ! 🙂 Hvis du undrer dig over hvorfor veganere snakker så meget om dyr, så prøv at se nogle videoer fra hvordan landbrug virker. Ofte skyldes folks apati at de ikke engang forsøger at forstå hvordan dyrene har det på.
Mht. dit spørgsmål er det mættet fedt samt animalsk protein der lader til at være hovedproblemet i forhold til animalsk kost. Du kan læse mere i vores artikel om sundhed eller se videoerne hos NutritionFacts.
Al held og lykke herfra 🙂
Har I set at Lene Hansson har udgivet en bog hun kalder Veganer på deltid? I et interview påstod hun at have været veganer i 30 år. Hun er fuld af løgn. Hvis hun vitterligt var veganer, havde hun ikke udgivet bøger med kylling, mælk m.m. Så havde hun været ligeglad med hvad hendes publikum ønskede og holdt hendes bøger veganske hele vejen igennem uanset om hun fik kritik for ikke at inkludere kødkroppeudskæringer.
NB: Og Kasper, ville det ikke have været mere smart hvis du havde fortsat dit eksempel med dyr? Du går over til at snakke om slaveri som i dit tilfælde drejer sig om mennesker. Du skulle nok have sagt dyr OG MENNESKER, så kunne du sagtens have brugt eksemplet med menneskeslaveri. Jeg ved godt at slaveri også inkludere dyr, men det kommer bare til at lyde forkert når der snakkes om kødfortæring, og du så i dit eksempel går over til mennesker. Vi spiser jo ikke mennesker. Det er jo ikke det menneskeslaveri handler om i vores del af verden.
Hej TJ
Tak for din kommentar 🙂
Ja – jeg har set bogen, men ikke læst den. Uanset hvad, er jeg kun glad for at der kommer mere og mere fokus på det veganske og at ordet “veganer” og “vegansk” bliver oftere brugt i mainstream og derfor normaliseret i samfundet. Også selvom nogle en gang imellem kløjs i definitionen på hvad det vil sige at være veganer eller misforstår de centrale punkter i veganisme – for de ligger jo fast og ændres ikke fordi Lene Hansson eller andre skriver noget andet i en bog 😉 Som jeg har skrevet i dette indlæg, giver det jo ingen mening ift. veganismens centrale punkter at være veganer på deltid (i hvert fald ikke for os rige vesterlændige som har billig adgang til vegetabilier i overflod) 🙂
Jeg har ændret lidt i formuleringen i starten af indlægget for at imødekomme din kritik 🙂 Tak 🙂