Hvis vi skal pege på en go-to-sauce her hos Veganer.nu, så må det altså være vores karrysauce! Den er supernem at lave og fungerer fremragende til alt fra wokkede grønsager, nuggets, schnitzler, ris og forårsruller til boller i karry …you name it.
Vi spiser i øvrigt brune ris 90% af tiden, men når vores karrysauce kommer på bordet, må “slikrisene” i spil. Jep – det er de helt hvide – allerhelst i Basmati-udgaven – som bare passer som fod i hose til karrysauce.
Prøv selv!
Karrysauce
Endnu en lækker opskrift af https://Veganer.nu - for dig, for miljøet og for dyrene!
Ingredienser
- 3 spsk karry (eller mere, hvis du vil have saucen stærk)
- 6 spsk hvedemel
- 7 dl vand
- 2 stk grønsagsbouillonterning
- 3 dl soyafløde (eller anden plantefløde)
- 3 tsk citron
- salt
- peber
Sådan gør du
- Brænd kort karryen af i en gryde og lad den køle lidt ned, inden du fortsætter
- Tilsæt hvedemel, bouillon og vand og rør det hele godt sammen med et håndholdt piskeris
- Bring blandingen op og koge under konstant engageret omrøring og skru lidt ned for blusset, når det tykner, hvorefter det småkoger med jævnlig omrøring et par minutter
- Tilsæt citron og fløde, smag til med salt og peber og servér straks
Noter
Skal din karrysauce have en mere orientalsk smag, så udskift fløden med kokosmælk!