Tema om burgere

Burgers

Der er bare ikke noget som en god burger! Frisk og sprød salat, tomat, agurk og syltede agurker. Chilisauce, ketchup, mayonnaise og barbecuesauce. Den store, lækre bøf som ligger pakket godt og fast mellem ingredienserne og den to-delte bløde, let ristede burgerbolle.

En burger er en fantastisk pakke, man kan løfte og holde sammen på. Man er i kontrol – man bruger fingrene. Man mærker vægten og fastheden så snart man løfter burgeren, hvilket sender et signal direkte til hjernen om, hvad man kan forvente over det næste stykke tid, når burgeren skal fortæres.

Kasper i Grønnedal - hvor han fattede smag for en fast burger-dag!

Kasper i Grønnedal – hvor han fattede smag for en fast burger-dag!

Når man tager den første bid, bliver ens læber og tænder mødt af det lækre brød, som ikke yder stor modstand. Brødet skal være let ristet, men må ikke knase eller smuldre. Dernæst kommer den knasende fornemmelse af grøntsagerne. Placeringen af disse er ikke tilfældig, og tykkelsen af skiverne betyder noget for den færdige oplevelse. Nu skal styrken i bidet øges, bøffen skal nemlig yde modstand – den må ikke være blød, men skal have fasthed og helst være sprød på ydersiden. Mmmmm – tænderne glider gennem bøffen, og mens man lukker munden bliver saucerne presset ud munden og smagsoplevelsen er komplet. Mens man – i vantro over den fantastiske smag – tygger sin bid, der indeholder det hele, kigges der med kærlighed og forundring ned på burgeren i hænderne. Som var der forelskelse i luften. Når folk virkelig elsker deres burger, er der sjældent tid til at se andre steder hen; det er burgeren det handler om! Bedøm dit arbejde ved at se på din gæsts ansigt, når der tages en bid.

Herhjemme elsker vi burgere! Det er som regel Kasper der laver dem, og vi får burgere en gang om ugen. Vores faste burgerdag er søndag, som vi kalder “Burger Søndag”. Idéen til “Burger Søndag” kom faktisk fra et besøg på den danske flådestation “Grønnedal” i Grønland, hvor vi besøgte nogle venner, der var ansat deroppe. Hver torsdag serverede Nokken – det sociale samlingssted – Byg-Selv-Burgere; det var en af flådestationens mest populære mad-traditioner. Da vi kom hjem derfra skulle vi pludselig vinke farvel til den faste torsdagsburger – og det gik jo ikke. Så vi lavede “Burger Søndag” og har haft den tradition lige siden.

Vegansk burger med både og vegansk mayonnaise!

Vegansk burger med kartoffelbåde og vegansk mayonnaise!

Hvordan laver man den perfekte burger?

  1. Saml aldrig burgeren på tallerkenen den skal serveres på – væde fra grøntsagerne kan gøre burgerbollen våd, og hvem vil have en våd burger?
  2. Grøntsagsskiverne skal være ens tykkelse (ca. 6-7 mm), og de må absolut ikke være skæve! Skæve skiver gør at bøffen glider – og så er den svær at holde på. Svære burgere er irriterende, og du fortjener så meget bedre!
  3. Med mindre du er level 5 i “Burger Håndtering”, så brug altid en træpind til at samle burgeren! Dette gælder især novicer eller gæster, der er oppe i årene og uøvede indenfor burger-håndteringens kunst.
  4. Brug altid store stykker salat (vi bruger maks 3 stykker ovenpå hinanden), og tør nænsomt hvert et blad med et rent viskestykke efter du har skyllet salaten. Fordelen ved store stykker salat er, at pinden også holder fast på salaten – modsat hvis du brugte små stykker salat eller strimler.
  5. Hav styr på din lag-deling! Vores favorit lagdeling er (fra bunden); burgerbolle (doh!), dressing/mayo, tomat, salat, bøf, (evt. en skive smeltbar, vegansk ost), chilisauce/tabasco, ketchup og/eller bbq-sauce, syltede agurker, agurker, dressing/mayo og burgerbolle (doh!). Vi har prøvet utallige varianter, men denne kombination giver den bedste smagsoplevelse, samtidig med at give mindst mulig udskridning (og derved risiko for burgeristisk katastrofe).
  6. Når du lægger burgerbolle-toppen på, så pres og skru ca. 10 grader, og hold den presset lidt sammen, mens du sigter og i én yndefuld bevægelse spidder burgeren fra top til bund i midten med pinden. Du kan evt. gå ned i knæ, både for at give oplevelsen en mere kropslig dimension, men også for at se på dressingen/mayoen – den skal nemlig helst blive presset lidt ud og lægge sig som en voluminøs og gavmild blandings-creme ud over siderne på bøffen og grøntsagerne. Men pres ikke for hårdt, så det løber hele vejen ud over bollen – den skal være tør og indbydende at tage fat i.
  7. Der skal være en god blanding af sødt, surt og stærkt. Du behøver selvfølgelig ikke bruge chilisauce eller tabasco, hvis du ikke kan li’ det (og hvis du kan li’ det, så pas på med at lave den for stærk til dine gæster!) – men det kan godt anbefales med blot et par dråber til selv novicen. Det giver lidt kant og forstærker oplevelsen af kampen med håndteringen af frækkerten. Syltede agurker er ligeledes et must – men ikke for mange. Selv i store burgere er det nok med omkring 5-6 skiver.
  8. Server aldrig burger uden sprøde, hjemmelavede pomfritter eller kartoffelbåde med dyppelse. Udover at de smager fantastisk, gør de også noget godt for øjet, og så kan man jo spise lidt af dem i starten, mens man samler modet til at løfte burgeren op! Skræl aldrig kartoflerne, men skur dem med skuresvamp. Skræl er sundt og giver ekstra sprødhed!
  9. Uanfægtet om du mestrer den perfekte mængde sauce eller ej, vil fingrene få sauce ud over sig. Desuden eksisterer der en (lækker) risiko for, at du får sauce i ansigtet i kampens hede. Specielt mundvigene og kindbenene er udsatte – men hvis frækkerten virkelig har været stor og saftig, kan spor af sauce ofte detekteres under hagen og endda helt oppe i panden! Derfor, hav altid servietter klar ved siden af tallerkenen – til direkte brug! Ikke noget med at skulle hente dem under akten – de skal ligge sirligt klar, som var de gazebind man i kampens hede kan gribe ud efter, hvis man er inde i en speciel farefuld og udfordrende etape.
  10. Måltidet er nu overstået! Kroppen ryster svagt, mens adrenalinen pumper svagere og svagere. Fingrene er grov-rengjorte, ansigtet ligeså, og gazebindene ligger spredt og vidner om en fantastisk kamp. Hvad så nu? Vores sidste råd er at give tid til minderne – der skal ikke straks vaskes op eller ryddes af. Tænk tilbage på kampen og gennemgå mentalt oplevelsen af, hvordan ingredienserne kom sammen og udgjorde den smagsfulde udfordring, du netop har overvundet. De bedste idéer til rettelser af din fremgangsmåde kommer nemlig nu; det kan jo være, at du vil ændre et par ting til næste søndag!

One Comment

  1. Pingback: Rødburger - Veganer.nu

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *