Med disse bøffer på tallerkenen er der ren lykkegaranti med masser af velsmag og fylde!
Disse bøffer opstod, da vi fik den fikse idé, at vi ville kreere en vaskeægte juleburger.
Hvad var mere oplagt end at tage udgangspunkt i vores højtelskede Lykkefad, der med sin helt særlige og meget julede smag er en af vores uundværlige retter på julebordet? Efter lidt afprøvninger, justeringer og tilretninger landede vi endelig på den perfekte bøf, der er skøn til kartofler, dampede grønsager og sauce, men som i allerhøjeste grad også egner sig endog særdeles godt i en burger med tydelig smag af jul!
Sammensæt din burger af lidt grønkål, lykkebøf, rødkål, waldorfsalat og brun sauce, og du har den skønneste utraditionelle burger, der får selv julemanden til at spjætte med bentøjet af bar begejstring 😀
Endnu en lækker opskrift af https://Veganer.nu - for dig, for miljøet og for dyrene!
Ingredienser
- 250 g champignon
- 1 fed hvidløg
- 50 g basmatiris
- 150 g løg
- 25 g hasselnødder
- 1 tsk tørret timian
- 1,5 tsk salt
- 0,125 tsk peber
- 1,5 tsk sojasauce
- 0,5 dl havregryn
- 0,50 dl hvedemel
- 1 tsk HUSK (den gule)
- 0,5 spsk havrefløde (eller anden neutral plantefløde)
- rapsolie (til stegning)
Sådan gør du
- Kog risene efter anvisningen på pakken og lad dem køle lidt af i køleskabet, mens de øvrige ingredienser forberedes
- Skræl løg og hvidløg og hak dem fint
- Rens champignons og hak dem fint
- Hak hasselnødder groft
- Steg løg, champignons, hvidløg, hasselnødder og timian i en gryde, til alt vandet fra svampene er fordampet
- Lad blandingen køle kort af, inden den blandes sammen med de kogte ris, salt, peber, sojasauce, HUSK, mel, havregryn og plantefløde, som røres godt sammen til en bastant fars
- Form nu bøffer á ca. 100 g af farsen og steg dem på en pande i ca. 5-7 minutter på hver side i lidt olie ved mellemhøj varme, til de er gyldne
Hvordan er det nu? Kan jeg erstatte husk med loppefrøskaller? Og hvis, skal det så røres op i vand først?
Hej Helle
Husk består af pulveriserede loppefrøskaller – du burde derfor kunne bruge samme mængde hvis du knuser dem. Og nej – du skal ikke røre dem op i vand først, bare følg opskriften 🙂
God jul <3
Hej jeg plejer at røre loppefrøsskaller med vand, når jeg laver risbøffer, det er sådan, de får en æggekonsistens! Hvis jeg putter dem i tørre, forbliver de nogengange tørre og svulmer derfor ikke op og får den effekt man leder efter 🙂
Hej Jose
Tak for dit fine input, som vi vil lade stå, så andre kan få glæde af det!
Rigtig god dag til dig <3
Kan de fryses? uden at gå fra hinanden, når de tages op og de er optøet
Kære Andrea
Det kan de SAGTENS uden problemer 🙂
Rigtig god jul til dig <3
Skal de fryses før eller efter de er stegt?
Hej Louise
Jeg ville fryse dem efter stegning 🙂
Rigtig god fornøjelse med dem!
Tusind tak for hurtigt svar.
Hej, de ser meget lækre ud og kunne blive en del af aftensmaden i dag 🙂 Jeg har bare ikke noget gult Husk – men noget fra Urtekram. Tænker ikke, at jeg kan nå at finde det gule her påskesøndag – kan jeg mon bruge det andet?
Kære Karin
Tak for din kommentar 🙂
De er også super lækre – og lader til at være ret populære også (mange laver dem). Mht. husk kan du blot bruge det du har, det gør nok ikke den store forskel. Men den gule husk er god at have i huset! 🙂
Hej, er det i orden bare at bruge jasminris?
Kære Ayla
Ja – det burde ikke være noget problem at bruge jasminris 🙂
Rigtig god fornøjelse med de jasmin-lækre bøffer og glædelig 1. december 🙂
Kan bøfferne laves i forvejen, og kan de smides på grillen ?
Hilsen Leif
Kære Leif
Bøfferne kan sagtens laves i forvejen og efterfølgende varmes – vi har til gode at smide dem på grillen, men det burde *sagtens* kunne lade sig gøre. Hvis du prøver lykken, må du meget gerne fortælle os, hvordan det gik 🙂
Rigtig god dag til dig <3
Hej Karina Kan farsen laves dagen før ?
Kære Ann-Marie
Ja, det kan den sagtens – og den bliver ikke dårligere af at få lov til at stå på køl natten over 🙂
God dag til dig <3