Vegansk vægttab (bog)

Veganisme handler jo som bekendt om dyr, men for mange kan ønsket om et (varigt) vægttab være årsagen til, at de bliver veganere – og med Vegansk vægttab guides man med fast og kyndig hånd i kost- og træningsjunglen, så man efterlades med lige præcis dét, der skal til for at nå sine mål.

Veganer.nu-vegansk vægttab

Som Kira selv skriver i sit forord, har hun lavet rigtig mange ting i sit liv – og spørger du os, er denne bog en af de ting, der bør fremhæves på hendes CV. Den er den første danske af sin slags, og vi klapper i vores små hænder ved tanken om, at der nu findes en dansk bog, som på enkel og overskuelig vis giver nemme retningslinier til, hvordan man kan træne og spise sig stærk og smækker på vegansk kost og uden masser af kød-proteiner. Og ja – der er også en madplan specifikt for mænd, så bare fordi bogen er skrevet af en kvinde, bliver ingen overset!

[AdSense-A]

At leve vegansk er ikke nødvendigvis sundt – man kan sagtens fylde sig med vegansk junkfood, sukker og chips – men det kan omvendt med lidt omtanke være både sundt, nærende og det bedste, kroppen nogensinde er blevet budt.

Det var egentlig nok kærligheden til dyr, der startede det hele.

Der er befriende lidt snik-snak i Vegansk vægttab, og Kira går hurtigt til sagen efter en kort introduktion af sig selv og sine bevæggrunde til at blive veganer. Mens bogen ikke går supermeget i dybden med de enkelte emner, giver den en rigtig god overordnet gennemgang af vigtige områder som ernæring og korrekte træningspositurer/metoder – sidstnævnte er krydret med relevante henvisninger til, hvor man kan læse mere om emnet. Det er fint, for man kan sagtens forestille sig, at de fleste, der sidder med bogen bare vil i gang og ikke bruge for meget tid på at læse!

[AdSense-A]

Vi er vilde med, at de grundigt gennemgåede og velillustrerede træningsøvelser alle er nogle, man kan lave derhjemme med få redskaber og indenfor en overskuelig tid (25 minutter 4 gange om ugen) – risikoen for, at træningsengagementet fader ud, er efter vores erfaring mindre, når ens “træningscenter” er derhjemme og man slipper for transporten og udgiften til et eksternt af slagsen. Vær opmærksom på, at overskrifterne til de enkelte områder af kroppen, som øvelserne vedrører, ikke helt passer – det er dog ikke noget problem, da de berørte muskelgrupper tydeligt kan læses på hver øvelse.

Det kan også være, at du er typen, der lige vil prøve det her – stille og roligt – på din egen måde og i dit eget tempo. Det er også okay, men hvis du ønsker et mere effektivt vægttab, skal du være forsigtig med at trække det i langdrag.

På trods af bogens titel får læseren en relativt pragmatisk tilgang til dét at overgå til vegansk kost, og den kan derfor også sagtens bruges, uanset om man blot ønsker at bruge Vegansk vægttab som en inspirationsbog til at få nogle kødfrie dage eller gå all-in på vegansk mad med fokus på også at tabe de overflødige kilo og opbygge en stærk og sund krop. Alle madplaner og opskrifter i bogen er dog (selvfølgelig) veganske, og den kan anskues som et rigtig fint værktøj til selvhjælp. Man kan bruge den med de ambitioner og mål – og den “ork”, man har; men hvor strikst man følger Kiras anvisninger står formentlig i direkte forhold til, hvilke resultater, man får – og hvor hurtigt.

Der er slet ikke nogen grund til at spise kød, fisk og andre animalske produkter. Jovist, jeg har da været vild med omelet, men jeg er også vild med alt muligt andet, så jeg kan sagtens undvære det.

Man får ud over blandt andet en række brugbare og inspirerende tips og et opgør med dårlige undskyldninger og skrøner, en kostplan bestående af 7 brugbare madplaner (heraf én specifikt til mænd), som holder sig under 1500 daglige kalorier, og som er virkelig overskuelige at gå til. Dertil får man et par pæne håndfulde enkle og kalorie-venlige opskrifter på alt fra en alternativ kartoffelmad til smoothie, vafler, wraps og salater til gryderet og burgers, som alle kan bruges efter anvisningerne i kombination med madplanerne. Så selvom der er tale om en inspirationsbog, er der altså også masser af konkrete både opskrifter og viden til læseren.

Kira Eggers – og nu også hendes bog Vegansk vægttab – er drøngode ambassadører for den veganske levevis, og de fortjener at få alt det bedste med på vejen. Kira har som kostvejleder og personlig træner allerede hjulpet rigtig mange til et sundere, mere miljø- og dyrevenligt liv, og vi er ret sikre på, at bogen vil hjælpe endnu flere godt på vej!

 

Køb bogen her.

Forlag: People’s Press
Forfattere: Kira Eggers
Antal sider: 191
Udgivelsesdato: 27-12-2017

[AdSense-A]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *