Halifax (København)

Veganer.nu-Halifax-veganer-vegansk-veganske-burger

“Sig mig – bliver I aldrig trætte af burgere?”, var der en nysgerrig person, der spurgte os om forleden. “NEJ!”, svarede vi i kor – for burgere er umulige at blive trætte af, når man nu får dem i så mange lækre, veganske varianter som vi gør. Selvom vi elsker at lave burgere selv – og har gjort det fast én dag om ugen i næsten ti år nu – så er det også yderst tilfredsstillende, at flere og flere spisesteder begynder at sætte veganske burgere på menukortet.

Halifax er et af disse spisesteder og i skrivende stund har de hele syv flotte restauranter beliggende i København. Til dagens eventyr valgte vi Halifax på Amager, som er en både stilet og hyggelig restaurant. Halifax har været i vores søgelys lige siden de introducerede deres bud på en vegansk burger med det oplagte navn Berlin (der jo som bekendt er et vegansk paradis). Selvom Berlin-burgeren for det utrænede øje måske fremstår som noget helt nyt, har Halifax faktisk haft en vegansk bøf på menukortet siden åbningen i 2007! Om sig selv skriver Halifax bl.a på deres hjemmeside;

Vi er rummelige – der skal være plads til forskellige mennesker, og forskellige burgere på Halifax. Vi prøver altid at træffe det valg, der både tilgodeser smag og hensyn til verden omkring os. Og vi lytter. Til vores gæster og til hinanden.

Som veganer er man jo lykkelig, når der udvises rummelighed – og som om dét ikke er nok, har Halifax også en flot video liggende på deres hjemmeside i FAQ’en om netop de veganske muligheder.

[AdSense-A]
Vi blev straks budt velkommen, blev tilbudt en bås og fik udleveret menukortene, som med det samme gjorde os temmeligt begejstrede 🙂 Halifax er nemlig ikke blege for at bruge ordene “vegansk/veganer”, hvor mange andre restauranter ikke rigtig tør og i stedet kalder deres mad “plantebaseret”. Ikke nok med, at når ordene bruges så hjælper det med at afstigmatisere vegansk mad i forhold til den brede befolkning, det er også bare rigtig rart at kunne tage i byen, føle sig velkommen og hygge sig som alle andre 🙂

Veganerne (eller dem med interesse herfor) har fået sin helt egen side i menukortet, hvor man ret let kan få et overblik over mange af de veganske muligheder. Hvilken luksus var det lige at opdage, at vi kunne vælge imellem hele 3 forskellige bøffer (ærtebøf, rødbedebøf og dobbelt rösti) til vores burger foruden spændende tilvalg som croutoner, henholdsvis karamelliserede og ristede løg og tomatsalsa! Desværre har Halifax ikke endnu formået at lave en vegansk mayo, og som mange andre danske restauranter bruger de yoghurt i deres guacemole – hvilket er uforståeligt – ai caramba!! Desuden indeholder deres vinegar fries laktose – så snitterne fra dem 😉

Vi delte vores valg lidt op i sagens gode tjeneste og bestilte således to forskellige Berlin-udgaver – én bestående af henholdsvis ærtebøf med tilvalget syltede rødløg samt én med rødbedebøf og tilvalgene ristede løg og karamelliserede løg foruden de lækre ingredienser, som Berlin-burgeren i udgangspunktet kommer med (bl.a chilistegte champignoner, bbq-sauce og vegansk ost).

Dertil fik vi os et par gavmilde portioner gyldne og sprøde classic fries med tomatsalsa og chili-sauce. Chili-saucen har et sjovt kanel-twist, som var forfriskende, omend det måske ikke falder i alles smag. Hvis det er tilfældet for dig, så prøv at blande chili-saucen 50/50 med ketchup (står på bordet) – win!!

Veganer.nu-Halifax-veganer-vegansk-veganske-burger

Vi kan godt afsløre, at Halifax ikke er fedtede med portionerne! Ind kom to smukke, velvoksne burgere, der øjeblikkeligt fik vores tænder til at løbe i vand. De mørke, veganske burgerboller havde en god smag og var perfekt bløde.

Ærtebøf-burgeren gik rent ind og var lækkert afbalanceret i smagen med den milde ærtebøf og sødligt-syrlige nuancer toppet af med de mere dunkle og let spicy chilistegte champignoner. En af vores bedømmelsesparametre for en god, vegansk burger er fastheden af selve bøffen – og her er ærtebøffen nok lige blød nok – men hvis man spiser burgeren med bestik, er det ikke noget man opdager.

[AdSense-A]
Rødbedebøf-burgeren var det smagsmæssigt mørkere modstykke med mere tunge smagsnuancer. Vores valg af ekstra hjemmeristede løg og de kækt karamelliserede løg faldt helt i vores smag og kan varmt anbefales udfra både smag og knas-konsistens. I øvrigt var rødbedebøffen vores favoritbøf – ikke mindst på grund af den kraftigere smag og godt faste konsistens.

Begge burgers var velfyldte og lå godt i hånden – ikke mindst takket være de perfekte boller. Det var tydeligt at mærke, at Halifax sætter en ære i at lave deres mad fra bunden, hvilket udover en mere autentisk oplevelse også bare giver mere velsmag og en visuelt tilfredsstillende tallerken. Her er ingen smattede fastfood-burgers, men godt og smukt håndværk.

Udover den lækre smags- og konsistensoplevelse mættede burgerne også rigtig godt, så det var to yderst tilfredse og mætte veganere, der senere på aftenen forlod restauranten 🙂

Alt i alt kan vi varmt anbefale både Halifax og Berlin-burgeren. Halifax fortjener helt klart et genbesøg – og vi håber naturligvis på, at der til den tid er endnu flere veganske muligheder – vi drømmer især om en lækker vegansk mayo og plantesund, fed, vegansk guacemole.

Hvor? Amagerbro Torv 13, 2300 København S (flere lokationer)

Hvor meget? 100 kr. for en Berlin-burger og dertil 30 kr. for classic fries

6 Comments

  1. YES! We love them! ❤❤❤Enig, begge bøffer er rigtig gode men fremover vil jeg nok vælge rødbedebøffen fordi den var bare virkelig lækker! (Og jeg var ved at sende den tilbage til køkkenet, fordi den lignede kød… ikke at det har nogen betydning for mig men det var lidt sjovt ☺️) Jeg ser også frem til at de tilbyder vegansk mayo og guacamole… Så vil besøget være fuldendt… ?

    • Kære Maria

      Tak for din kommentar 🙂

      Ja – vores favorit var også rødbedebøffen – nom nom! 🙂 Og vi er helt enige i det med vegansk mayo og guacamole 🙂

  2. De har vegansk mayo på den nye Halifax i Køge <3

  3. I den på Vesterbrogade bliver pomfritterne ikke friturestegt separat. Det er sikkert ok for nogen, men ikke for os, så der var ingen Mayo, guacamole eller fritter til vores burger, hvilket var et stort minus ?

    • Kære Jeanne
      Mange tak for dine inputs – og sikke da en rigtig øv-oplevelse du har haft hos Halifax! Det lyder som en rigtig tør omgang, og forhåbentlig retter de op til næste gang I kommer (hvis der kommer en næste gang!). Vi lader din kommentar stå her som advarsel for andre, der måtte have Halifax på Vesterbro i kikkerten.
      God aften til dig <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.