Barburitto (København)

Hvis der er noget, vi elsker, så er det ikke at skulle forklare vores madpræferencer, når vi går ud og spise. Desværre er det stadig meget sjældent, at et ikke-vegansk spisested har retter på menuen, der er mærket “vegansk”, men når det sker, bliver vi så glade.

Mexi-spisestedet Barburitto er en af de få, der åbenlyst tilbyder vegansk mad på deres menukort. Ikke meget, men det er der!

Således var vi 4 glade veganere, der en kold april-tirsdag besøgte det lille spisested med deres bittesmå spisebåse og hyggelige stemning. Da der reelt kun var 2 ting, vi kunne spise fra menukortet, blev det ganske naturligt dem, der blev bestilt hele bordet rundt; sprøde og overraskende velsmagende plantaines – nachos lavet af madbananer (hallå, hvor lækkert!) – med dejlig, grov guacemole og ditto salsa til, samt veganske burritos med blandt andet bønner, guacemole, søde kartofler, ris og salat. Deres burritos var også ganske gode, men det gav et hak i oplevelsen, at man fik dem serveret rullet ind i papir, skåret midt over og uden nogen form for tilbehør. Selvfølgelig gjorde det dem lettere at spise med hånden, men oplevelsen blev sådan lidt hurtig-durumrulle-agtig, hvilket var lidt ærgerligt, når nu vi havde bestilt bord og gerne ville sidde og hænge lidt over maden.

Når det så er sagt, så fejlede smagen ikke noget, og vores drinks – Limeade med ingefær, lime og mynte samt Barbuloma med grapefrugt – var også dejligt forfriskende.

På menukortet anbefaler Barburitto, at man fx bestiller en starter og en buritto, og mængden passer meget godt til den ikke alt for store sult. Vi var ikke vanvittigt mætte, da vi gik derfra, men behageligt opfyldte.

Barburitto er ganske sikkert et sted, vi kommer igen, når lysten til mexicansk mad kommer over os igen!

—-

Hvor? Skindergade 36, kælderen, København

Hvor meget? 39 kr. for plantaines med salsa og guacemole samt 88 kr. for en vegansk burrito.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.