Mælk i kaffen – don’t panic!

KaffeFor mange er mælk i kaffen et must – hvad enten de skal have deres kaffe som en latte, cappucino eller bare kaffe med et skvæt mælk i, så er mælken prikken over i’et. Vi er ingen undtagelse — og veganere drikker selvfølgelig skøn plantemælk og ikke mælk fra koen!

Når man overvejer at blive veganer er det derfor en af de spørgsmål, der ofte melder sig — “Jamen, hvad med mælken i min kaffe? Den kan jeg altså ikke undvære!”. Når man vælger at blive veganer, behøver man ikke undvære mælk i kaffen — faktisk er der mange flere muligheder for at få en lækker kop kaffe med mælk, fordi udvalget af plantemælk er så stort! Du kan blandt andet får soyamælk, rismælk, havremælk og mandelmælk i de fleste nogenlunde velassorterede dagligvarebutikker (se også vores oversigt over veganske alternativer), for sådan er det nemlig efterhånden – plantemælk, der engang var en nærmest eksotisk drik og som kun kunne fås i helsekostbutikker, kan nu fås i alt fra grønthandlere til supermarkeder — plantemælk er blevet mainstream.

Men ikke alle plantemælk er lige velegnede til kaffen, og afhængig af kaffens beskaffenhed og hvordan man bruger mælken, reagerer de forskelligt og nogle gange ikke helt hensigtsmæssigt i den varme drik. Selvom det er ganske harmløst, når mælken skiller i kaffen, er det ikke super appetitteligt at se på, så det vil vi gerne undgå, ikke?

Efter en grundig gennemgang af egne og andres forsøg er vi nået frem til, at der overordnet set kun er 3 årsager til, at en kop kaffe med plantemælk kan finde på at skille:

  1. Temperaturforskel på kaffe og mælk
  2. Kaffens styrke/bitterhed
  3. Plantemælkens konsistens

Derfor er det umuligt at skrive præcis, hvad der vil fungere for lige din kaffe, men prøv dig frem og find selv din favoritmælk og -metode. Heldigvis kan du undgå at den skiller ved at læse vores erfaringer og ellers prøve disse tips:

  • Lun mælken eller lad den stå ved stuetemperatur i 5-10 minutter, inden du hælder den i kaffen
  • Lad kaffen stå og dampe af et par minutter, inden du hælder mælken i
  • Hæld først mælken op i koppen og hæld derefter kaffen i under omrøring
  • Ryst mælken rigtig godt og grundigt inden brug
  • Bryg en mildere kaffe

Desuden er mælkespørgsmålet selvfølgelig også et spørgsmål om smag.

Her får du et overblik over de mest populære plantemælk — der findes naturligvis langt flere end de nedenfor nævnte, både hvad angår typer og mærker, men disse er de lettest tilgængelige i gængse dagligvarebutikker (Netto, Meny, Rema1000, Kiwi Minipris, Fakta, Bilka, SuperBrugsen, Kvickly, Føtex og Irma), og i øvrigt dem, vi indtil videre selv har testet:

 

 

Naturli Soyadrik Calcium & Vanille

Naturli Soyadrik Sukkerfri

Sojamælk – sukkerfri eller med vanille
Skum: Perfekt – giver lækkert, cremet skum – én af vores absolutte favoritter til café latte. Vanille-varianten giver et lækkert, sødligt strejf.
Skil: Kan finde på at skille, hvis den puttes kold i kaffen.

 

 

 

Veganer.nu-alpro soya for professionals

 

Sojamælk til kaffe (for professionals)
Skum: Perfekt – giver lækkert, tykt og cremet skum, der gør den super til cafe latten.
Skil: Skiller aldrig!

 

 

 

Naturli Havredrik Naturel

 

Havremælk
Skum:
Perfekt – knapt så tykt som soyamælk-skum, men stadig cremet og lækkert. Endnu en favorit på kaffebordet!
Skil: Skiller aldrig, uanset om den puttes iskold i skoldhed kaffe. Vi er fans!

 

 

Oatly Havredrik iKaffe

 

Havremælk til kaffe (iKaffe)
Skum: Perfekt – lavet netop til at skumme, og det gør den til topkarakter.
Skil: Skiller ikke, men bemærk, at Oatlys helt almindelige havremælk ikke fungerer til kaffe, da den er meget tynd og skiller, uanset hvad man gør med den.

 

 

Naturli Risdrik NaturelNaturli Risdrik Calcium

 

Rismælk – naturel eller med calcium
Skum: Uegnet – kan simpelthen ikke skumme!
Skil: Skiller aldrig, uanset hvad den puttes i, og det gør den til den perfekte kaffemælk, hvis man ikke er café latte-drikker.

 

 

Naturli Mandeldrik Naturel

 

Mandelmælk
Skum: Perfekt – giver et særdeles cremet og tykt skum.
Skil: Kan finde på at skille, hvis den kommes kold i varm kaffe.
Den er meget fed i smagen og kan blive noget kvalm – enten elsker du den, eller også hader du den.

 

 

Fortvivl i øvrigt ikke, hvis du skal ud i byen og have en café latte — rigtig mange cafeer tilbyder minimum én type plantemælk i kaffen.

45 Comments

  1. Anne-Marie

    Hvor skønt at I har tjekket alle disse mælk. Tak for det, og meget vigtigt at man fortsat kan se sig selv med kaffe og og mælk, og skum på toppen 🙂

    • Kære Anne-Marie

      Mange tak for din kommentar – det er simpelthen så dejligt at vide, at folk har glæde af de ting, vi laver <3

      Du kan *sagtens* få skum på toppen af din kaffe - faktisk synes vi, at en vegansk café latte (gerne på vanillesoja) er væsentligt bedre end den traditionelle!

      Rigtig god dag til dig <3

      • Hej. Undskyld jeg lige “svarer” her, da jeg egentligt vil spørge om noget helt andet. Kan se I ved en masse om “mælk”.
        Jeg skal have lagt en maveballon og må ikke få mælkeprodukter. Så jeg har købt rismælk. Så spørger lægen om det klumper i maven… tja, det har jeg ikke den fjerneste anelse om. Måske I har?

        • Kære Jette
          Mange tak for dit spørgsmål! Vi har aldrig hørt om, at plantemælk skulle klumpe i maven, men vi har på den anden side heller aldrig hørt om, at det ikke skulle, så vi må simpelthen være dig svar skyldige. Hvis du er det mindste i tvivl, vil vi opfordre dig til at holde dig fra de produkter, som måtte skabe tvivlen – bare for at være på den sikre side.
          Stort held og lykke med operationen og god dag til dig <3

  2. Det er den oversigt jeg har sukket efter længe 🙂

    • Kære Vips

      Mange tak for din kommentar! Dejligt at høre – forhåbentlig hjælper den dig til dine næste mange kopper kaffe 🙂

      Rigtig god aften <3

  3. Michael F.

    Tusind tak for research + anmeldelser – længe savnet herfra

    • Kære Michael

      Mange tak for din kommentar – og stort velbekomme! Altid dejligt at vide, at vores arbejde vækker glæde!

      Rigtig god søndag til dig <3

  4. Michael Monberg

    Tak for oversigten!
    En teknisk ting: jeg syntes ikke jeg kan finde links til at dele artikler på mail/sociale medier. Er det noget i kunne tænke jer at implementere?

    • Kære Michael

      Du har ret 🙂 Det er pt. kun muligt på opskrifter. Vi arbejder på en løsning som gør at det ser ens ud på alle sider 🙂 Tak for påmindelsen 🙂

  5. Kan man sige, hvad der kommer tættest på smagen af mælk i kaffen?

    • Kære Charlotte

      Svaret vil nok variere alt efter hvem du spørger, men nu spørger du jo os, og her må svaret blive, at den grønne sojamælk fra Naturli’ nok kommer tættest på “originalen” – og hvis du blander den med den blå sojamælk, så kommer du kun endnu tættere på!

      Når det så er sagt, så vil du formentlig opleve, at du efter et stykke tid uden komodermælk vil opdage, at plantemælk bare er *så* meget lækrere.

      Rigtig god dag <3

  6. Årh hvor dejligt der er den her liste! Jeg elsker vanilje soya i min latte, går aldrig tilbage til komælk i kaffen igen ? ❤️☕

    • Kære Signe
      Dejligt at høre, at vores liste kan bruges <3
      Vi er forresten også temmelig vilde med vanille-udgaven til vores cremede café latte 😀
      God dag til dig <3

  7. Jeg oplevede med Alpros soyamælk til caffe latte, at den skillede i kaffen og skabte store klumper, selvom den var i en fuldautomatisk kaffemaskine med indbygget mælkeskummer, som dermed opvarmer og skummer mælken, før den putter et shot espresso ned i. Ved I, hvorfor det sker, eller hvordan det kan undgås? Både mælken og kaffen var varme på samme tid, kun med den undtagelse at mælken i beholderen var kold, inden den blev opvarmet af maskinen på sin vej ned i koppen. Er der andre typer af mælk, som klarer sig bedre i sådan en maskine?

    • Kære Ida Marie
      Du er ikke den første, der har oplevet frustrationer med plantemælk i kaffen 🙂
      Vi har personligt ikke prøvet Alpros soyamælk i kaffen, men årsagerne til dine problemer kan være mange, som vi også skitserer i artiklen her – blandt andet kaffens bitterhed, men en anden årsag kan sagtens også være, at den mælk bare ikke fungerer til opgaven!
      Vi vil klart anbefale dig at bruge enten en af Naturli’s soyamælk (med eller uden vanille, Naturli’s havremælk eller Oatlys iKaffe, som er en rigtig “baristamælk”, som vi ser brugt på mange cafeer rundt omkring. Med disse 4 går du ikke galt i byen, når du skal have dig en lækker, cremet café latte!
      Rigtig god dag til dig <3

    • Alpro laver en sojamælk kaldt “Alpro for professionals Soya” som aldrig klumper. det er jeg rigtig glad for. Jeg købte den i Meny.

      • Kære Nola
        Mange tak for dit input! Vi har faktisk villet putte den på oversigten i lang tid, så dit input hjalp os med at få det gjort – 1000 tak!
        God dag til dig <3

  8. Hej! I skriver først at havremælk aldrig skiller og efterfølgende at den gør?

    • Hej Priska
      Visse havremælk skiller aldrig, hvilket du også kan se i oversigten. De havremælk, der ikke skiller, er Naturli’s og Oatlys iKaffe – men Oatly har også lavet en anden havremælk, som bestemt skiller, nemlig deres almindelige havremælk uden tilnavnet iKaffe. Håber, at det giver mening; ellers er du velkommen til at skrive igen 🙂
      God aften <3

  9. Får gæster på besøg, hvoraf der er både glutenallergiker og vegetarer og veganere. Er selv overvejende vegetar med veganske tilvalg – mælken er ikke et af dem pga prisen (hvert fald ikke endnu). Vil gerne kunne byde alle gæsterne på vådt og tørt, så jeg har kigget lidt rundt på diverse hjemmesider for at blive klogere på alternativer. Rart med en informativ hjemmeside, som ikke benytter hver eneste chance til at dømme dem som ikke spiser 100% plantebaseret. Det er nu engang rarere at blive inspireret fremfor fordømt. Tak for god information *thumbs up*

    • Kære Mette
      1000 tak for din søde kommentar – vi blev *meget* glade for at læse den!
      Rigtig god fornøjelse med gæstgiveriet 🙂
      Dejlig dag til dig <3

  10. Susanne Beltoft

    Lige den liste jeg ledte efter! Mange tak!

    • Kære Susanne

      Dejligt at høre – håber, at du får glæde af den!

      Dejlig aften til dig <3

  11. Hej!
    Jeg skriver en opgave omkring at udvikle en vegansk is på plantemælk. Jeg skriver for at høre, hvad prisen på plantemælk er? og om i eventuelt ved hvad plantemælk koster i indkøbspris?
    Mvh Sofie

    • Kære Sofie
      Det lyder som en spændende opgave!
      Priserne på plantemælk varierer meget, både afhængig af type og butik. Eksempelvis er (Naturli’) mandelmælk noget af det dyreste med priser helt op til 26 kr. for en liter, mens de mere efterspurgte og tilgængelige ris- og soyamælk har priser i omegnen af 15-20 kr. pr. liter. Af og til er der slagtilbud rundt omkring supermarkederne, hvor et udvalg af plantemælk koster 10 kr., og så bliver der handlet stort ind i de små hjem – hvilket sagtens kan lade sig gøre, da plantemælk har lang holdbarhed 🙂
      Vi har desværre ikke viden om, hvad plantemælk koster i indkøbspris, men vil anbefale dig at kontakte eksempelvis Hørkram eller en af de andre fødevareleverandører. Du kan også overveje at tage kontakt til pigerne bag Chriis, der laver vegansk is på soyamælk – de har sikkert mange relevante informationer til dig.
      God dag til dig <3

  12. Jane Hyldig

    Kan I råde mig i retning af hvilken plantemælk, der egner sig bedst sammen med morgenmadsprodukter som Cheerios? Har to sønner, som skal prøve andet end ko-mælk, men det skal helst smage som det – eller af ingenting – og må ikke skille/være grumset, for så får jeg det ikke i dem 🙂 Takker forud for gode råd…

    • Kære Jane
      Nu kender vi ikke Cheerios, men generelt er vi rigtig glade for at bruge hhv. Naturli’s havremælk eller den blå soyamælk (med vanille) på vores morgenmadsprodukter, fx havregryn. Er Cheerios i forvejen et sødt morgenmadsprodukt, kan det måske være en fordel at bruge Naturli’s den grønne soyamælk (usødet), så det ikke bliver for sødt. Ingen af disse hverken skiller eller er grumsede efter vores erfaring.
      Håber, at dine drenge ka’ li’ det 🙂
      Rigtig god aften til dig <3

      • Jane Hyldig

        Kære Karina
        Mange tak for dit svar. Tænker, jeg prøver at købe Naturli’s den grønne først og tager den derfra 🙂
        God aften til dig også 🙂

  13. Anne-Mette Stage Nielsen

    Kære Karina
    Tak for fin oversigt af mælk til kaffen. Nu tænker jeg lidt på mælk til min havregryn om morgenen…Hvad vil du anbefale? Og mon du også kan anbefale en /nogle rigtig god(e) veganer-skære”ost(e)”? Min mand ELSKER ost – siger at han kan leve af ost. Han er specielt vild med Thems Guld eller Thems Fætter Kras. Mon du kan hjælpe med nogle alternativer – så jeg kan prøve at skifte Them ud – måske uden han ved det – så kan vi altid tage snakken bagefter :0)

    • Kære Anne-Mette
      Mælk er jo en smagssag, ikke mindst når man i de veganske versioner har en lækker bred vifte af forskellige typer at vælge imellem ? Lige til havregryn er mine favoritter dog umiddelbart havremælk eller sojamælk med vanille (Naturli’s den blå), men jeg vil anbefale dig at prøve dig frem …måske får du en helt anden favorit!
      Ost er en lidt mere kompliceret affære. På markedet er der pt en del at vælge imellem, men mange af dem smager ikke af så meget. Vores klare favoritter, når vi en sjælden gang skal have ost, er Wilmersburger Cheddar eller Wurtzig, der er lidt kraftigere (men stadig mild) i smagen. Cheddaren fås bl.a. i Meny, mens Wurtzig er lidt mindre udbredt…den fås dog mange steder i Tyskland nær grænsen…og den tåler sagtens frysning, hvis man køber mange ?
      Rigtig god fornøjelse ❤️

  14. Anders Viborg

    Jeg har fået konstateret podegra og må derfor ikke få fede mælkeprodukter heller ikke fed plantemælk. Hvilken plantemælk er den med mindst fedt i? Og hvor meget fedt indeholder den?

    • Hej Anders

      Tak for din kommentar.

      Vi har kigget på de plantemælk vi selv bruger (Naturli’) og der lader det til at rismælken fører med kun 1,1 g fedt per. 100 g. stærkt efterfulgt af havremælken med 1,3 g fedt per. 100 g.

      Men kig selv bag på produkterne i supermarkedet 🙂 Og held og lykke med at lægge kosten om!

  15. Jeg hverken er eller bliver nogensinde vegetar/veganer. Men jeg elsker at variere min kost og synes rigtig mange fuldt vegetariske samt veganske måltider er meget lækre og jeg besøger også gerne diverse vegetariske/veganske spisesteder samt supplere mine køkkenskabe med diverse produkter fra denne “verden”. Jeg elsker mælkeprodukter! Og jeg kunne aldrig drømme om at skære dem ud af min kost. Men jeg elsker virkelig også alle slags plantemælk. Min favorit må være mandelmælken. Og senest har jeg i en lang periode været så glad for at bruge den ovennævnte (halvdyre) havremælk fra Oatly i min kaffe. Og efter at have læst tråden til dette indlæg, vil jeg bestemt også forsøge mig med den anbefalede soyamælk med vanille på mine morgengryn!
    Ift. plantemælk og kaffe er jeg dog stadig total newbie ift. at lave skum heraf og jeg ville høre hvilke erfaringer hermed I har? Sådan helt skåret ud i pap. Fra karton til skum 🙂

    • Hej Camilla Kirstine

      Høh – “Jeg hverken er eller bliver nogensinde vegetar/veganer”…det er der mange veganere, der har sagt før dig 🙂 – man skal aldrig sige aldrig 🙂
      Det er rigtig dejligt at høre, at du er åben overfor de lækre produkter, som findes i denne “verden”; der er så mange skønne muligheder, og udvalget vokser og vokser, så der er rig lejlighed for at få prøvet en masse lækkerier af.
      Det glæder os, at du har fået inspiration af læse vores indlæg og de tilknyttede kommentarer! I forhold til at lave skum af plantemælk, så kan de nævnte latte/skum-egnede varianter skummes ved at bruge enten en elektrisk mælkeskummer (hæld mælk i skummeren, tryk på knappen og efter et lille minuts tid er der skum), en manuel af slagsen (ligner lidt en stempelkande – hæld mælk i skummeren, varm den nænsomt og pres skummesien op og ned 8-10 gange, så er der skum) eller en mælkeskummer på espresso-maskinen (mælkeskummerdysen peges ned i en kande med mælk, og kanden bevæges forsigtigt op og ned, så mælken varmes og skummes samtidig), hvis du har sådan en fancy sag. Kun med den manuelle skummer skal du først opvarme mælken, inden den skummes, mens de to andre metoder varmer mælken, mens den samtidig skummes. Man kan også få sådan nogle små elektriske “piskeris”, men de virker ikke efter vores erfaring.
      Håber, at dette gav en idé om, hvordan du kommer frem til skummet. Ellers spørger du bare igen! 🙂
      God aften <3

  16. Efter at have læst forskellige kommentarer på denne side, får jeg lyst til at spørge om nogen har erfaringer med Oatly havremæælk og Espresso mælkeskummer? Jeg syntes godt om dens design og vil gerne anskaffe en, men kun hvis den kan skumme Oatly havremælk og meget gerne skummetmælk.
    håber nogen kan hjælpe med et svar.

    • Kære Laila
      Vi har kun forsøgt at bruge en low-budget-mælkeskummer (en kande, der har varme i bunden og som samtidig pisker mælken), og den lavede lækker skum af Oatlys iKaffe havremælk – IKKE Oatlys almindelige havremælk, der slet ikke skummede og som tilmed skilte. Håber, at dette hjælper dig.
      Rigtig god dag <3

  17. Maria Serner-Pedersen

    Hej 🙂 Må man bruge plantemælk i en Siemens EQ6 plus s700 fuldautomatisk esperessomaskine med indbygget mælkeskummer? Eller må man kun bruge komælk? Hilsen Maria

    • Hej 🙂

      Det er slet ikke noget vi ved noget om – men vi har svært ved at forestille os hvorfor man IKKE skulle kunne…?

  18. Jeg er ny i gamet og overvejer at skifte min komælk ud. Dels fordi jeg ikke bryder mig om produktionen men dels også fordi der er så kort holdbarhed på mælk og at jeg derfor ofte smider mælk ud da jeg mest bruger det til kaffen.

    Mit spørgsmål er derfor: Er der længere holdbarhed på plantemælk?

    Kartonerne er jo lige så store som mælkekartoner og jeg går ikke ind for madspild.

    • Kære Mathilde
      Dejligt at høre, at du tænker på at skifte din mælk ud – foruden de meget negative konsekvenser, mælk har på både helbred og miljø, er den etiske side af mælkeproduktionen stærkt kritisabel, så du har alle gode grunde til at gå plantemælksvejen i stedet 🙂 Etikken kan du i øvrigt læse mere om her: http://www.veganer.nu/etik-moral/maelk-ost/ <3
      Men nu til dit spørgsmål! Der er generelt længere holdbarhed på plantemælk end på animalsk mælk. Uåbnet (på nær Naturli's nye flaskemælk) er holdbarheden adskillige måneder - vi har oplevet, at eksempelvis sojamælk faktisk kan holde sig langt længere end "mindst holdbar til"-datoen! - og åbnet holder de sig som regel i en uge og ofte to uger uden problemer.
      Et andet plus ved plantemælk er de mange varianter, man efterhånden kan få - det giver mulighed for at få forskellige smagsoplevelser i kaffen eller på havregrynen om morgenen, så det er bare om at finde dine favoritter i det store udvalg 🙂
      Rigtig god dag til dig <3

  19. Vil I forkæle jer selv engang imellem, ladies? Prøv kaffe+plantemælk som ikke skiller og en teske øko kokosfedt af højeste kvalitet. Smid det hele i en blander i 5-6 sekunder og voilá ! Thank me later 😉

  20. Hej, ved i hvor man kan købe Apro´s soya for professionals?
    De fysiske butikker jeg plejer at kunne finde den i, sælger dem ikke længere.

    De bedste hilsner,
    Simone

    • Hej Simone
      Godt spørgsmål! Vi kan faktisk heller ikke finde dem i øjeblikket. Men til gengæld har Naturli’ lavet en rigtig god mælk til kaffen – den hedder Skumbar, er på havre og økologisk, og så kan den fås i de fleste velassorterede dagligvarebutikker 🙂
      Rigtig god aften til dig <3

  21. Hej Karina, tak for dit svar. Mystisk hvor den gode kaffemælk er blevet af. Bryder mig ikke om havren. Øv øv..

    God aften til dig også 😃

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.